Team Esbjerg tævede mentalt svækket Viborg-mandskab

Af: Nikolaj Jensen
Viborg HK vågnede først op, og for sent, 40 minutter inde i den første bronzekamp mod Team Esbjerg med 11-målsskytten Kristina Liscevic i topform, der hjemme i Dokken vandt 28-19.
ESBJERG: Det stærkt decimeret Team Esbjerg-mandskab tog fredag aften et stort skridt mod denne sæsons DM-bronzemedaljer, da Viborg HK blev sendt hjem til det midtjyske med et klart nederlag, der vil blive husket for især de første 40 minutter, som esbjergenserne vandt med 22-12.
De efterfølgende 20 minutter vandt gæsterne trods alt 6-7, og det var et meget godt billede på kampen.
Der var nemlig kolossal forskel på de mandskaber – såvel taktisk som mentalt.
Viborg stod i sin fjerde bronze-finaleserie i træk, hvoraf de tre foregående alle var endt uden metal.
Efter første halvleg var der heller ikke meget, der så ud til, at fjerde gang var lykkens gang for traditionsklubben fra Viborg.
Team Esbjergs hjemmehold har stort set igennem hele sæsonen været stærkt, og næsten urimeligt, decimeret. Skader, graviditeter og flere skader har gjort arbejdsbetingelserne væsentlig sværere for trænerduoen Jesper Jensen og Mette Melgaard.
Men fraværet af Estavana Polman, ligatopscoren Ida Bjørndalen og mange flere så slet ikke ud til at gå den resterende del af Esbjerg-truppen på. Tværtimod. Fra første fløjt satsede de rødblusede vestjyder på kontrafasen i et enormt højt tempo krydret med et aggressivt forsvar og et overskud uden lige.
Det var netop dén opskrift, esbjergenserne havde rullet ud for aftenens bronzekamp mod et Viborg-mandskab, der mere eller mindre var fit for fight. Men inde på banen var der ikke meget fight og vilje i øjnene hos midtjyderne.
”PINLIGT!” Esbjerg åbnede med føringer på 3-1 og 4-1, og efter knap ni minutter tog Viborg-chefen Allan Heine sin første timeout og delte en god, gammeldags skideballe ud. ”Det her er pinligt at stå at se på! Det kræver kraftedeme, man stempler ind”, lød det fra den rasende Heine, der ønskede en markant anden indstilling og vilje fra sine spillere, som slet ikke virkede mentalt klar til opgave.
Line Uno og co. blev ved med at hænge fast i det offensive, aggressive Esbjerg-forsvar – og når Viborg-bagspillerne først fik brudt defensiven op, mødte man et nyt, stort problem: Sandra Toft!
Landsholdskeeperen rullede i den grad gardinet ned og stod med en redningsprocent på 64 efter knap 20 minutter, og så kunne Team Esbjerg med en utrolig velspillende Kristina Liscevic i den anden ende udbygge føringen først til 10-5, 6-12 og endelig pauseføringen 16-8.
Efter en første halvleg der var stolpe ud for Viborg, der var bagud på de fleste parametre i begge ender, skulle der andre boller på suppen, hvis Allan Heines tropper skulle i nærheden af point. Og vigtigst af alt: Ikke at falde fuldstændig sammen.
Der blev taget initiativ fra anden halvlegs start for Allan Heine, der sendte fløjspiller Ann Grete Nørgaard helt op i hovedet på Kristina Liscevic, der med sine seks scoringer og godt lige så mange assists, i løbet af de første 30 minutter flere gange drev gæk med Viborg-forsvaret.
Men Esbjerg-massakren fortsatte blot, og Allan Heine tog sin tredje og sidste timeout 10 minutter inde i anden halvleg og bad endnu engang sine spillere om at komme med mere. Et bedre udtryk, samspil og mental styrke. Og denne gang så skideballen med en del bandeord indblandet ud til at give bare lidt pote til det i forvejen svækket Viborg-dyr.
Esbjerg formåede ikke at score i knap 11 minutter – og det var dyrt, da Viborg samtidig begyndte at vågne en smule op til dåd og kæmpede sig fra 22-12 til 22-17. Men tættere kom de aldrig.
Lara Gonzales brød den efterhånden lange måltørke, da hun øgede føringen til 23-17 med otte minutter tilbage af den første kamp, og så var kampen for alvor afgjort, selvom den aldrig rigtig blev spændende.
Den anden bronzekamp spilles på tirsdag i Viborg, hvor Team Esbjerg med ét point kan sikre sig bronzemedaljerne. Vinder Viborg derimod, skal medaljeserien ud i en tredje og altafgørende kamp i Esbjerg.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










