DHF vil fortsat tillade Jesper Jensen at dobbeltjobbe
Af: Ritzau
DHF kommer ikke til at stå i vejen for, at Jesper Jensen kan fastholde et klubjob ved siden af landstrænerjob.
Den danske landstræner i kvindehåndbold, Jesper Jensen, kommer ikke til at holde meget fri de kommende år.
I hvert fald slår Dansk Håndbold Forbund (DHF) fast, at man fortsat vil tillade Jesper Jensen at have et klubjob ved siden af.
-Jeg har ikke den mindste betænkelighed ved at lade Jesper fortsætte med dobbeltjob. Alt er forløbet til vores store tilfredsstillelse, siger DHF-sportschef Morten Henriksen til jv.dk.
-Jesper er super skarp, og i alle henseender har han indtil videre leveret et rigtig fint stykke arbejde sammen med assistenttræner Lars Jørgensen og den øvrige stab omkring holdet.
Han har i flere år været cheftræner for Team Esbjerg, og forudsætningen for at sige ja til jobbet som landstræner for et lille års tid siden var, at han kunne få lov til at fastholde klubjobbet.
Jesper Jensen har kontrakt med vestjyderne frem til sommeren 2022, mens landstrænerkontrakten løber et år længere.
Om halvandet år kan han altså blive landstræner på fuld tid, hvis han stopper i Esbjerg, men som det er gået indtil nu, bliver det ikke et krav fra DHF, at Jesper Jensen skal droppe klubjobbet.
Det er på trods af, at DHF's udgangspunkt ifølge sportschefen stadig er, at man gerne vil have en fuldtidslandstræner.
-I DHF vil vi selvfølgelig have den bedst kvalificerede, og jeg har ikke et eneste argument for, at vi ikke skal fortsætte med denne konstellation, siger Morten Henriksen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










