Gå til hovedindhold

Team Esbjerg snupper sæsonens første to point over ligaoprykkerne

Af: Nikolaj Jensen

Oprykkerne fra Vesterbro hang godt på, men måtte i sidste ende strække våben mod Team Esbjerg, der lørdag tog fra hovedstaden til Vestjylland med en 19-26-sejr.

VESTERBRO: I andet forsøg lykkedes det Jesper Jensens stjernespækket Esbjerg-tropper at komme på pointtavlen efter sæsonens første nederlag til de forsvarende danske mestre fra Nykøbing Falster i første spillerunde. 

Lørdag eftermiddag var opgaven af en lidt anden størrelse for Estavana Polman og co. Lynhurtigt fik vestjyderne skabt en føring på 0-2, og det så ud til at blive en nem dag på kontoret for de rødblusede gæster. 

Det skulle dog langt fra vise sig at blive en ren walkover, i det Ajax langt fra lagde sig fladt ned. Godt nok skabte Esbjerg de nødvendige føringer undervejs, men stak aldrig af for alvor. 

Pausestillingen lød på 9-12 efter en 1. halvleg, hvor Ajax' skytter fik skudt hul på især Ine Stangvik med flere hug ude fra distancen. 

Hos Esbjerg blev gennembrudende og det hurtige angrebsspil nøglen til at få åbnet op for Ajax-forsvaret. Men som forventet steppede de tidligere danske mestre op i et gear, hvor hjemmeholdets ressourcer ikke rakte. 

Sandra Toft lukkede kampen med en redning på straffekast og dermed kunne Team Esbjerg-spillerne knytte næverne i vejret og juble over sæsonens første sejr. 

Team Esbjergs spanske landsholdsprofil, Lara Gonzales Ortega, endte med at dele topscorerværdigheden med hjemmeholdets Isabella Jacobsen. 

Begge nettede hver seks gange. 

I lørdagens anden dameliga-kamp var landsholdsanføreren Stine Jørgensens 14 mål ikke nok for Odense Håndbold, der på udebane tabte 28-27 til Nykøbing Falster.

Andre gode nyheder