
Af: Nikolaj Jensen
København-svenskeren Hanna Blomstand var en af hovedårsagerne til, at det svenske kvindelandshold for første gang i historien er semifinaleklar ved VM efter 26-23-sejr over Danmark
Danmark førte 2-5, men så slap det danske momentum stille og rolig over på svenske hænder, der kæmpede sig ind i kampen og førte undervejs 9-8, 13-11, 15-12, 20-15, 23-18 og til sidst 26-23.
Derfor blev det ikke til nogen VM-semifinale denne gang for Klavs Bruun Jørgensens tropper, der tabte den evige jagt på den svenske føring, der først for alvor blev skabt, da København Håndbolds svenske højre back, Hanna Blomstrand, blev skiftet ind, nettede syv gange på lige så mange forsøg og flere gange legede rundt med danske forsvar.
Men danskerne kom blæsende fra start og spillede nok engang med albuerne forrest. Stine Jørgensen fik uddelt kampens første gule kort blot ét minut og fire sekunder, mens Mette Tranborg måtte ud og køle af på bænken i to minutter bare 25 sekunder senere.
Den aggressive danske stil faldt ikke i god jord hos de svenske modstandere, der virkede låste i angrebsspillet. Meget så også ud til at gå Danmarks vej, da Sandra Toft snuppede et straffekast fra den ellers så træfsikre Isabelle Gulldén og få angreb senere pillede Nathalie Hagman helt fri indover stregen.
Succesaktionerne i forsvaret tog Lotte Grigel, Mette Tranborg og Stine Jørgensen med op i angrebet, hvor den danske føring fik presset sig op på 2-5.
København Håndbolds førstekeeper, Johanna Bundsen, havde lappen på mange af de danske afslutninger, men skuddene havde lige den sidste snert til at få netmaskerne til at blafre.
Men som første halvleg skred frem fik svenskerne tag om kampen. Kun stolpen var i vejen for en dansk føring på 7-9, men i stedet fik svenskerne udlignet og i angrebet senere skabte Isabelle Gulldén de blå/gules første føring til 9-8.
En anden København-spiller, Hanna Blomstrand, gjorde det onde mod det land, hun til daglig spiller i. Den hurtige højre back strøg ad flere omgange forbi det danske forsvar, der blev tørret fuldstændig.
Mara Fiskers sidste mål i første halvleg blev i løbet af pausen annulleret, hvorfor pauseføringen blev rettet fra 13-12 til 13-11. Herfra øgede svenskerne blot deres føring, der blev ved med at spille med den selvtillid og autoritet, som danskerne bød ind med i startminutterne.
Den danske landstræner spillede smalt, men på dagen fik den danske bagkæde ikke hul på det svenske forsvar.
Danskerne kom aldrig op i det høje forsvarsgear, som holdet ellers har været i de sidste par kampe, hvor midterforsvaret slet ikke afviste de svenske spillere, der også i kontrafasen var dominerende.
Dog var det lige før, at spændingen kom helt tilbage i opgøret i dets døende minutter. Svenskerne havde arbejdet sig på en komfortabel 22-15-føring, men et stort danske comeback førte til 24-22.
Men tættere på kom Sandra Toft og co. aldrig, og derfor blev kvartfinalen endestationen, men svenskerne stryger i deres første VM-semifinale.
Her møder de blå/gule vinderen af opgøret mellem Montenegro og Frankrig.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










