Af: Ritzau
Mikkel Hansen var i tvivl, om han skulle tage til VM, men turneringen endte som en stor oplevelse.
Håndbold-VM endte som et vellykket arrangement på trods af mange kritiske røster mod beslutningen om at afvikle turneringen midt under pandemien.
Blandt de mest åbenmundede var danske Mikkel Hansen, men efter finalesejren over Sverige ser han tilbage på VM som en stor oplevelse.
-Det har været en fornøjelse og fedt at være afsted. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var meget i tvivl, om jeg skulle tage afsted med alt det corona og så videre.
-Men da vi kom ud over diskussionen, om der skulle være tilskuere, gav det hele mening.
-Jeg er stolt over at spille på landsholdet og repræsentere vores land. Især i denne tid, hvor mange mennesker ikke kan komme på arbejde, giver det meget mere mening, når man så kommer hjem med noget om halsen, siger Mikkel Hansen.
Med seks mål blev han dansk topscorer i finalen, og Det Internationale Håndboldforbund kårede ham siden som VM's mest værdifulde spiller.
Det skete, på trods af at Hansen sad udenfor i tre kampe undervejs. To af dem fordi han for en uge siden blev ramt af et maveonde.
-Jeg er blevet fem kilo lettere. Der har ikke været meget at skyde med i de her dage, og jeg har ledt efter de sidste procenter.
-Jeg mangler stadig noget appetit, men jeg ved ikke, om det skyldes den manglende forandring i buffeten på hotellet.
-Men lige som alle andre er jeg ekstremt glad og stolt over, at vi kunne levere på så højt et niveau, siger Mikkel Hansen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










