Stolt TTH-keeper: Vi gik aldrig i panik

Af: Ritzau
Selv om GOG på et kritisk tidspunkt i anden halvleg åd sig gevaldigt ind på Tvis Holstebros kæmpeføring, så gik vestjyderne aldrig i panik og kunne således sikre sig klubbens første DM-finaledeltagelse lørdag.
Samlet kunne Team Tvis Holstebro spille sig i klubbens første DM-finale med en 58-52-sejr over fynske GOG, der undervejs i lørdagens returkamp var stort bagud.
Hjemmeholdets føring løb op på 21-12, hvilket trak gevaldigt op til en stor GOG-øretæve -- men et par hurtige mål i rap fra de gulblusede piskede pludselig en smule mere spænding ind i opgøret.
Men tættere end 22-19 kom gæsterne aldrig -- og det var på grund af Tvis Holstebros koldblodighed, understreger keeper Jonas Hansen.
-
Jeg syntes, vi kom rigtig godt fra start. Vi var rimelig opsatte på, at vi skulle komme godt fra start, så GOG ikke fik troen på, at det kunne lade sig gøre. Det lykkedes sgu meget godt, konstaterer TTH-keeperen tilfreds overfor tv3sport.dk.
-
Efter 58 minutter synes jeg, den var rimelig afgjort. Nej, vi ved godt, at hvis der er et hold, der kan hente en masse mål hurtigt, så er det GOG. Vi vidste, at de fra anden halvlegs start ville komme med alt, hvad de havde.
-
GOG hentede nogle mål, men vi formåede at lade være med at gå i panik. Vi holdt os til konceptet og fik godt styr på det igen. Så 10 minutter igen var den reelt afgjort.
Tilskuerne i Gråkjær Arena var med til lige at puffe Tvis Holstebro-spillerne det sidste skridt i den rigtige retning, påpeger Jonas Hansen.
Men festen er kun lige begyndt -- om præcis en uge danner Gråkjær Arena rammen om det afgørende guldbrag, og hjemmebanefordelen kan i den grad vise sig at blive guld værd.
-
Vi greb stemningen fra hallen. Vi har gået og set alle de hvide trøjer ude på tilskuerpladserne, så vi har gejlet os selv op. Nogle af de kampe vi har spillet ude i Holstebro, har der været flere tilskuere end fans.
-
Der har måske været en anelse stille. Men stemningen i dag var jo helt vild. De var jo med fra første fløjt og var helt oppe at stå hver gang, vi scorede. Det giver os helt sikkert et boost og lidt ekstra tro på tingene, slutter han.
Lørdagens anden DM-semifinale blev vundet med cifrene 30-25 mod onsdagens 27-28-sejr.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








