Gå til hovedindhold

Stolt Nordsjælland-chef: Selverkendelse har været en fremtidsinvestering

Stolt Nordsjælland-chef: Selverkendelse har været en fremtidsinvestering

Af: Nikolaj Jensen

Nordsjællands overraskende plads i slutspillet i år blev grundlagt allerede i sekunderne efter den skæbnesvangre kamp mod Tønder i forrige sæson.

Næsten lige så stor skuffelsen var, da Nordsjælland tabte den vanvittige nedrykningskamp til Tønder og røg ned i 1. division i 2016, lige så stor var jublen og lettelsen, da holdet onsdag aften sikrede sig en plads i medaljespillet i landets bedste håndboldrække.

Processen lige fra Ian Marko Fogs historiske scene, hvor han i arrigskab flåede sin trøje i stykker den 18. april 2016 og til den 29. marts 2018, knap to år senere, har været hård, lang og ikke mindst nødvendig, fortæller den stolte chef bag det hele, Ian Marko Fog.  

-Hold kæft, hvor er jeg stolt af de her drenge. Jeg er sindssygt glad. Og måden vi gør det her på, fortæller bare det hele. Det er en kæmpe stor dag for klubben, siger Ian Marko Fog til tv3sport.dk. 

I sidste sæson byggede Nordsjælland fundamentet til denne, hvor de neonblusede nordsjællændere har taget røven på alle eksperter, der spåede dem en plads som bundprop.

Der er blevet skruet på alt, hvad der kunne skrues på for at optimere på alle leder og kanter, understreger Fog.

-Vi rykkede ned og erkendte, at vi ikke var gode nok. Vi har bare arbejdet stenhårdt og rykkede op i ligaen og gik i slutspillet for samme budget. Vi har ikke købt stort ind. Det er imponerende. Der er mange, der ikke forstår, at når man har været udsat for så grel en oplevelse, som vi var ude for mod Tønder, så kræver det stor mental styrke at komme tilbage. Det er der ikke mange, der kommer tilbage fra.

-Det er en selverkendelse at kigge indad. Det har været ekstremt vigtigt for os at erkende. Da vi rykkede ned i 1. division, spillede vi godt nok nogle gode ligakampe, men vi var ikke konstante. Vi har derfor arbejdet på alle parametre lige fra fysikken til kosten og videoseancerne. Men det er også vigtigt at forstå, at det er noget, der er bygget op over tid. Det sker ikke bare fra den ene dag til den anden.

-Det viser bare, at spillerne er af en speciel støbning. De fleste har nok, i løbet af sæsonen, bare kigget på vores holdkort og de navne, der stod, undervurderet os og tænkt: ”Argh, de er ikke så gode”. Men vi har hele tiden troet på vores koncept. Folk snakker om, at det er en sensation, vi er i slutspillet …

Spørgsmål: Er det ikke også en sensenation?

-For folk udefra er det. Men jeg er jo den, der er tættest på drengene. Jeg ser dem hver dag. For mig er det ikke nogen sensation. Jeg har set stort potentiale i træningerne og vi har slået både Aalborg, BSV, KIF, Holstebro og vi var tæt på mod Skjern og GOG. Nu går vi ind i slutspillet og går efter det maksimale. Vi kan spille fuldstændig frit, slutter Ian Marko Fog.

Den nordsjællandske cheftræner påpeger, at den bare 20-årige stregspiller Knud Ronau render rundt med en skade i foden. Det er endnu uvist, hvor meget det vil gå ud over slutspilsdeltagelsen, man Fog håber det bedste, da anfører og stregspilleren Dan Bech Hansen sidder ude med en skade resten af sæsonen.

Nordsjælland er kommet i slutspilsgruppe med GOG, Bjerringbro-Silkeborg og KIF Kolding København, mens den anden pulje består af Skjern, Aalborg, TTH Holstebro og Århus.

Andre gode nyheder