Skjern-talent er faldet godt til i Vestjylland

En af landets største håndboldtalenter, Cornelius Kragh, har skiftet Nordsjælland ud med Vestjylland og Skjern Håndbold, hvor han er faldet godt til.
Sidste sæsons suveræne topscorer i Nordsjælland Håndbold med 150 fuldtræffere tog springet fra en af de små til en af de helt store klubber inden for dansk herrehåndbold.
21-årige Cornelius Kragh er henover sommeren faldet godt til i Skjern Håndbold, hvor han hver dag står ansigt til ansigt med nogle af dansk håndbolds allerstørste profiler.
-Jeg er rigtig glad for mit skifte. Det er fedt at lære nogle nye ting og prøve at komme over til en helt anden kultur og træningskultur. Jeg spiller på et af Danmarks bedste hold – hvis ikke det bedste, fastslår det unge stortalent over for TV3 SPORT.
I sine godt to år i den neon-grønne Nordsjælland-dragt har Cornelius Kragh været vant med mere eller mindre at spille 60 minutter i hver kamp og dermed trække et utrolig stort læs.
Rollen er i Skjern en smule anden – og selvom U-landsholdsskytten ikke lige nu vader i spilminutter, så er han overbevist om, at det er med til at udvikle ham yderligere som håndboldspiller.
-Jeg har altid været vant til at spille 60 minutter. Det gør jeg bestemt ikke her. Det er noget, man skal lære på et tidspunkt i ens karriere at gå fra at spille en hel kamp til måske kun at få 15-20 minutter.
-Man skal kunne komme helt kold fra bænken og bare være klar til at levere. Det er jeg i gang med at lære lige nu. Det skulle ske før eller siden i ens karriere. For mig sker det lige nu.
Spørgsmål: Kan det ikke være med til at bremse din udvikling, at du sidder mere på bænken end du spiller?
-Jeg vil ikke sige, det hæmmer min udvikling eller, at jeg udvikler mig mindre. Jeg udvikles bare på en anden måde. Du skal være mere skarpe i bestemte situationer. Man får noget ud af det hele, så det er gode lærepenge.
De to parter er blevet enige om at indgå en lang, treårig kontrakt gældende frem til sommeren 2019.
Cornelius Kragh ser store muligheder i, at Skjern Håndbold igen i år kan blande sig i top- og medaljestriden.
-Min rolle er, at jeg over sæsonen skal spille mig mere og mere ind i truppen. Når det rigtigt gælder, skal jeg være klar til at levere. Om jeg kommer til at starte inde eller om jeg bliver en stærk bænkspiller, må tiden vise.
-Jeg ser helt klart, at vi kan gå efter medaljer – og hvorfor ikke en af guld? Jeg vil mene, det er inden for vores rækkevidde. Vi skal vinde alle de kampe, vi spiller. Ellers er det ikke godt nok, slutter han.
I sine første optrædener i Skjern-trøjen har Cornelius Kragh stået for fem mål og fire assists.
Efter de første fem spillerunder ligger Skjern med sine otte point på andenpladsen i 888-ligaen - to point efter førerholdet fra Aalborg Håndbold.
Af Nikolaj Jensen











