Gå til hovedindhold

Skjern-anfører efter pokalguld: Vi fortsætter festen i Jomfru Ane Gade

Skjern-anfører efter pokalguld: Vi fortsætter festen i Jomfru Ane Gade
Foto: Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

Iklædt guldhat og et blågult sæbeøje er den mangeårige Skjern-anfører Thomas Klitgaard klar til at indtage Aalborgs meget berømte festgade, Jomfru Ane Gade, hele natten efter pokalguld.

Champagnepropperne sprang, og der blev lystigt drukket af guldboblerne, da Skjern Håndbolds anfører Thomas Klitgaard til sangen ’we are the champions’ modtog pokalguldet og med en langsom bevægelse kunne løfte det i vejret.

Den skal heller ikke have for lidt, når Skjern Håndbold stormer ud i nattelivet senere for at fejre deres pokaltriumf over Bjerringbro-Silkeborg på 27-20.

-Åh, det har været en dejlig weekend. Nu fortsætter vi festen i Jomfru Ane Gade. Der passer man alligevel meget godt ind med guldhat og blåt øje, så det er okay, storgriner Thomas Klitgaard til tv3sport.dk.

-Jeg ved ikke, hvornår de lukker, men vi har tænkt os at blive der hele natten. Haha.

-Måden vi gør det her på, er bare fantastisk. Vi vinder med ni mål i semifinalen og syv i finalen. Det er helt vildt.

De store sejre på vej til finalen kan vidne om et Skjern-mandskab fuldstændig i kontrol hele vejen igennem.

Men anfører Klitgaard afslører, at der undervejs har været tvivl at spore - men den blev i den grad overvundet både lørdag og søndag.

-De andre hold er så dygtige, så hvis man bare slækker lidt på det, henter de hurtigt 2-3 mål. Det så måske sikkert ud, men sådan føltes det ikke for os.

Spørgsmål: I var jo suveræne hele vejen igennem? Hvor kommer den tvivl fra?

-Den tror jeg, altid er der. Sådan har alle hold det. Jo, syv mål er en stor føring, men det er noget, der kan hentes på 7-8 minutter. Man er aldrig sikker, og derfor bliver vi nødt til at give den fuld gas, indtil det matematisk ikke kan lade sig gøre at hente os, uddyber han.

Ikke før der resterede fire minutter, og Skjern-føringen havde svunget sig op på seks mål, turde Thomas Klitgaard sætte næsen for højt op efter guldet.

Men føringen var aldrig i nærheden af at blive indhentet, og derfor kan den snart pensionerede håndboldstreg sætte flueben ud for endnu en titel og et sæt guldmedaljer, der betyder meget.

-Det betyder alt. Det var virkelig, virkelig fedt at få lov til at løfte trofæet. Nu har jeg en chance mere med det danske mesterskab, slutter Thomas Klitgaard, der stopper håndboldkarrieren til sommer.

Skjern Håndbold kan for tredje gang i klubbens historie kalde sig pokalmestre.

Første titel kom i hus i 1999 - samme år som man vandt det danske mesterskab for første og hidtil eneste gang. I 2014 strøg de grønblusede til tops igen.

  1. februar 2017 stod Skjern igen øverst på sejrsskamlen.

Andre gode nyheder