Gå til hovedindhold

Skive tæt på sensationspoint mod Skjern

Skive tæt på sensationspoint mod Skjern

Af: Ritzau

Bundproppen fra Skive fH var millimeter fra at stjæle livsvigtige point fra topholdet Skjern Håndbold, der dog tog den samlede sejr på 30-27.

Grundspillet nærmer sig sin absolutte afslutning, og derfor tæller hver et point i det samlede regnskab.

Skive fH kæmper om overlevelse, mens Skjern bokser med en stribe andre hold om topplaceringerne i Boxer Herreligaen.

Men i onsdagens hjemmekamp havde de forsvarende danske vicemestre meget store problemer med at få vristet skibonitterne af sig.

Pludselig blev det nervepirrende intenst, da kampen mellem Skjern Håndbold og Skive fH nåede sin afslutning.

Første halvleg endte helt lige 16-16, og opgøret skulle reelt først hen i sit 59. minut, da Skjern-fløjen Bjarke Christensen satte det endegyldige dødsstød ind, og øgede føringen til tre mål.

Sejren sender Skjern Håndbold op på tredjepladsen i tabellen med 31 point, mens Skive fH fortsat indtager sidstepladsen med to point op til Nordsjælland Håndbold på anden sidstepladsen.

Hjemmeholdets Bjarte Myrhol og Kasper Søndergaard måtte dele topscorerværdigheden med hver syv mål.

Den tidligere Skjern-spiller Andreas Toudahl blev Skives mest scorende med seks fuldtræffere.

På onsdag skal samtlige 14 ligahold i aktion, når den sidste spillerunde løber af stablen.

Andre gode nyheder