Silkeborg-Voel henter dansk landsholdsbagspiller til sommer

Af: Nikolaj Jensen
Dameligaklubben Silkeborg-Voel KFUM har efter denne sæson fået papir to år på den danske 26-årige landsholdsbagspiller Anna Sophie Okkels.
Spillerne i SK Aarhus går nu på klubjagt, efter det kom frem, at den østjyske ligaklub til sommer må lukke og slukke grundet dårlig økonomi.
Én af de mangeårige profiler i SK Aarhus-trøjen, Anna Sophie Okkels, har fundet sin fremtidige klub i Silkeborg-Voel KFUM, meddeler klubben på sin hjemmeside tirsdag.
-Hele set-uppet i Silkeborg-Voel tiltaler mig meget og virker som det helt rigtige sted for mig. Det virker utrolig professionelt, den måde man driver klubben på, fortæller den danske landsholdsspiller til klubbens hjemmeside.
Truppen i Silkeborg-Voel rummer mange profiler og store håndboldnavne over hele linjen: Blandt andre de erfarne bagspillere Trine Troelsen, Jette Hansen og den norske EM-guldvinder Stine Skogrand.
Nu skal der gøres plads til at integere endnu en stor profil til sommer.
På trænergangene er der store smil på at spore ovenpå offentliggørelsen af Anna Sophie Okkels, der under EM i Sverige i december fik knap 27 minutter på banen i Danmarks otte kampe frem til fjerdepladsen.
-Vi er rigtig glade for, at kunne tiltrække en så dygtig spiller som Anna Sophie Okkels. Hun er “sulten”, arbejder hårdt og har en masse fysik. Trods det at hun ikke er så gammel, har hun efterhånden opbygget en stor erfaring, som er alt afgørende, når kampene spidser til, mener cheftræner Jakob Andreasen.
-Udover at være en af Danmarks bedste venstre backs, passer Anna Sophie Okkels også rigtig godt ind på holdet med sin positive attitude og sociale karakter, understreger han.
Anna Sophie Okkels har trukket den neongrønne SK Aarhus-trøje over hovedet siden 2012, men til sommer er det altså slut.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










