Gå til hovedindhold

Ribe-Esbjerg: Landsholdspausen var dårlig timing

Ribe-Esbjerg: Landsholdspausen var dårlig timing

Af: Ritzau

I aften skal Ribe-Esbjerg på udebane forsøge at hente klubbens første point mod Team Tvis Holstebro nogensinde.

Seks indbyrdes kampe -- seks relativt klare sejre til Team Tvis Holstebro.

Siden samtlige opgør i 2012 har Ribe-Esbjerg forladt banen som taber i et opgør mod de brave vestjyder, og der er vist ingen tvivl om, hvem der har overhånden over hvem i aftenens herreligaopgør mellem Team Tvis Holstebro og Ribe-Esbjerg.

Skal det blive til en Ribe-Esbjerg-sejr har to nøglepunkter været på tegnebrættet for Morten Vium Troelsen og co.

  • I den tid jeg har været i klubben, har vi ikke fået point mod dem, så på den måde er de klare favoritter. Men vi skal klart have lukket deres kontraspil med Patrick Wiesmach og Magnus Bramming ned. Derudover skal vi også have lukket ned for Peter Ballings stime. Det er to kæmpe hovedpunkter for os, indleder fløjspilleren overfor tv3sport.dk.

  • Vi havde forventet at få et par point mere, og det er selvfølgelig ikke godt nok, at vi kun står med fem point efter de første 10 kampe. Så nej, jeg vil ikke sige, det er en godkendt start, og det vil vi forsøge at rette lidt op på mod Team Tvis.

Boxer Herreligaen har været sat på standby for en kortere periode grundet landsholdspausen -- men faktisk kom den mindre kampafbrydelse på et skidt tidspunkt for Ribe-Esbjerg, mener Morten Vium Troelsen.

  • Jeg synes, egentlig landsholdspausen kom os dårligt. Vi havde en god snak inden GOG-kampen, som vi tabte rimelig klart, men hvor vi havde vist gode takter, som vi får overført til HC Midtjylland-sejren i den seneste kamp. Så på den måde kom pausen skidt for os.

  • Men vi har brugt pausen på at få trænet hårdt igennem og på at få spillet en masse håndbold. Så vi føler os klar og rigtig godt rustet til at møde Team Tvis, påpeger han.

Tidligere har aftenens modstander fra Team Tvis Holstebro praktiseret et såkaldt offensivt forsvar, som Ribe-Esbjerg-spilerne har haft svært ved at nedbryde en gang for alle.

Derimod passer det mere defensive forsvarsspil mere spillestilen for Claus Uhrenholts tropper.

  • Forskellen fra tidligere kampe er deres forsvar. Vi har haft svært ved at spille mod deres offensive forsvar, som der var under Klavs Bruun. Selvfølgelig skal jeg ikke sige, at vi laver 25-30 mål mod dem, men det tiltaler os bedst, at vi spiller mod et mere defensivt forsvar, mener Morten Vium Troelsen.

Det er i aften klokken 18.30 slaget mellem Team Tvis Holstebro og Ribe-Esbjerg i Gråkjær Arena skal stå.

Andre gode nyheder