Rhein-Neckar i seriøse problemer mod Berlin

Af: Ritzau
Det lykkedes Bundesligaduksene fra Rhein-Neckar Löwen i sidste ende at hive en smal 28-26-sejr i land over Füsche Berlin på hjemmebane.
Nikolaj Jacobsens stjernespækkede tyske tropper tabte for første gang terræn i toppen, da holdet i sidste runde satte point til mod topholdet fra MT Melsungen, som faktisk lige nu indtager andenpladsen i Bundesligaen.
Nederlaget syntes stadig at have sat sine spor i Rhein-Neckar-Löwen-spillerne, der kom rystende dårligt fra start, da de tirsdag aften havde den tyske hovedstadsklub, Füsche Berlin, på besøg.
1-5 viste måltavlen allerede efter otte minutter, men panikken bredte sig ikke yderligere, og i løbet af få minutter havde hjemmeholdet bragt balance i regnskabet igen.
Frem mod pausen viste Uwe Gensheimer og co. deres enorme styrke, og pauseføringen lød således på 14-11 til Bundesligaens absolutte førerhold.
Efter pausen fortsatte Rhein-Neckar Löwen med at sprudle, og bragte sig således i front med seks mål sent inde i anden halvleg.
Men herfra tog spændingen for alvor over, og med ganske få minutter tilbage af opgøret fik gæsterne reduceret yderligere til 27-25.
Tættere på end to mål kom topscorer Petar Nenadic og co. dog ikke, og en sejr på 28-26 var derfor en realitet for Nikolaj Jakobsens tropper, der nu tager sin 14. sejr ud af 15 mulige.
Med sejren bringer Rhein-Neckar Löwen sig igen alene i spidsen af Bundesligaen med 28 point.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









