Randers rejser sig med sejr over ligaoprykkerne

Af: Nikolaj Jensen
Efter sidste uges hjemmebanenederlag til TTH Holstebro rejste Randers HK sig på udebane mod Ajax København, og vandt 21-28.
VESTERBRO: Ligaoprykkerne fra Ajax København har fået en svær pointmæssig start på tilværelsen i den bedste kvindelige håndboldrække. Status efter seks kampe er, at Vesterbro-pigerne fortsat har deres første point til gode.
Men spillemæssigt har Ajax ikke været så langt fra point, som tabellen beretter om. I flere af kampene har man ydet store hold god modstand - især på hjemmebanen i Bavnehøj Hallen.
Lørdag eftermiddag havde de forsvarende pokalmestre fra Randers HK også sine vanskeligheder med at få hægtet de ivrige Ajax-piger af sig. Det var et Randers-mandskab, der havde lidt at revanchere efter etmåls-nederlaget i sidste runde på hjemmebane til TTH Holstebro.
Gæsternes Frederikke Gulmark gjorde dog sit til at få skabt hul fra start. Den rapfodede bagspiller var således involveret i fire ud af Randers’ første fem mål efter små 12 minutter, hvor Ajax havde nettet to gange.
Herfra tog de to keepere i hver sin ende – Mathilde Juncker og Sarah Nørklit. Især sidstnævnte holdt Randers-stjernerne fra scoringsfadet i over syv minutter. I mellemtiden havde hjemmeholdet kæmpet sig op på 5-5.
Men frem mod pausen fik forhåndsfavoritterne fra Randers dog nogenlunde styr på sagerne igen og fik spillet sig i front med 8-11.
Niels Agesens tropper skulle ikke bruge mange minutter på at øge føringen efter snakken i omklædningsrummet. Mål efter mål helt frem til 10-17.
Bedst som man kunne sidde og tro, at kampen var kvalt for spænding, kæmpede Ajax sig igen op på først 14-17 og 18-20.
Men herfra røg målene igen ind på samlebånd for Randers, der i den grad også kunne takke keeper Mathilde Juncker for at holde Vesterbro-pigerne på behørig afstand.
Såvel frie chancer som langskud havde den tidligere SK Aarhus-keeper lappen eller foden på. Hun sluttede kampen med en fornem redningsprocent på omkring de 40.
Seksmålsføringen på 18-24 kom Ajax aldrig i nærheden af, og derfor kunne Randers køre en forholdsvis sikker 21-28-sejr i land.
Sejren bringer Randers HK op på sjettepladsen med otte point efter syv point. Et enkelt point foran Nykøbings danske mestre og i skrivende stund á point med TTH Holstebro, Odense og Viborg.
Ajax indtager fortsat ligaens 12.- og sidsteplads med 0 point.
Næste opgave for Randers HK er allerede på tirsdag, når kronjyderne atter skal en tur over Storebælt, når København Håndbold venter i pokalturneringens kvartfinale.
Se masser af fed håndbold fra EHF Champions League og Bundesligaen på Viaplay - LIGE HER.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk









