Profiler bliver i Nordsjælland H. trods nedrykning

Af: Ritzau
Nedrykningen til 1. division har ikke fået Kristian Pedersen, Lasse Uth, Nicolai Pedersen, Dan Bech-Hansen og Nichlas Poulsen til at forlade Nordsjælland Håndbold.
En håndfuld profiler forlængede fredag aften på et pressemøde deres kontrakter med Nordsjælland Håndbold, der på dramatisk vis måtte se TM Tønder løbe af sted med ligabilletten i en sidste sekunds afgørelse.
Efter den store skuffelse og nedrykningen til landets næstbedste række blev samtlige kontrakter ophævet i Nordsjælland-klubben, der har måttet kæmpe hårdt for at få samlet puslespilsbrikkerne til næste sæson.
I bestræbelserne på hurtigst muligt at spille nordsjællænderne tilbage i Boxer Herreligaen har målmand Kristian Pedersen, fløjspillerne Lasse Uth og Nichlas Poulsen sammen med anfører Dan Bech-Hansen og storskytten Nicolai Pedersen alle fem forlænget kontrakten til den kommende sæson.
-
Det er jeg superglad for. Efter kampen, som har været rigeligt omtalt, handlede bestyrelsen hurtigt og viste deres opbakning til trænerteamet, fortæller Ian Marko Fog til tv3sport.dk.
-
Trænerteamet har igennem hele sæsonen givet fuld opbakning til spillertruppen. Det bliver vi ved med.
-
Nu ser det ud som om, tingene falder på plads, og det er super dejligt, uddyber han.
Foruden de fem profiler har trekløveret Morten Thrane, Anders Mose og nyerhvervede Johan Meklenborg, der kommer fra Lemvig-Thyborøn, alle meddelt, at de vil være at finde i den neon-grønne Nordsjælland-trøje efter sommerferien.
Foruden forlængelserne med en stor del af grundstammen på holdet er der også stor opbakning at spore uden for kridtstregerne, hvor Nordsjælland Håndbolds to store sponsorer og samarbejdspartnere i HHM og Nordtag A/S har vist deres støtte i bestræbelserne på at få det ambitiøse hold tilbage i landets bedste håndboldrække.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk




