Gå til hovedindhold

NH-træner: Champagnehåndbolden gemmer vi

NH-træner: Champagnehåndbolden gemmer vi

Af: Ritzau

Farum Arenas 1500 tilskuere blev ikke forkælet med håndboldspil i verdensklasse, men til gengæld fik Nordsjælland Håndbold to livsvigtige og forløsende point, understreger cheftræner Ian Marko Fog.

Kufferterne med velpoleret spil og mange mål blev ikke ligefrem foldet ud på første parket i torsdagens ligabundbrag mellem Nordsjælland Håndbold og Ribe-Esbjerg.

Målscoren blev holdt nede på beskedne 21-19, men tomålssejren og de dertilhørende point luner gevaldigt på selvtillidskontoen for Ian Marko Fogs tropper.

Så må publikummet have de mange mål og lækre detaljer til gode, siger Fog.

  • Ved du hvad, jeg er sådan set ligeglad med, hvordan det så ud. Det vigtigste er, at vi vandt. Det var ikke det kønneste spil, og angrebsspillet var for begge hold op ad bakke, men lige nu er jeg mest glad for pointene, indleder Ian Marko Fog overfor tv3sport.dk.

  • Vi har ligget kampstille i halvanden måned, og den her sejr kan give en masse til spillerne. Holdet viste, at de ville og fightede. Det er ikke altid, det sidder i skabet, og det blev ikke så champagneagtigt, men det må vi have til gode, storsmiler han.

Basen nede i defensiven var i høj grad nøglen til den anden sejr ud af lige så mange mulige i denne sæson mod Ribe-Esbjerg.

Kompaktheden krydret med en fremragende indsats af Kristian Pederen i Nordsjælland-målet holdt gæsterne fra det helt store målfad.

  • Angrebsmæssigt havde de det rigtigt svært ved at spille igennem vores forsvar. Vi havde en stor sikkerhed i vores forsvar.

  • I første halvleg brænder vi dog selv for mange af de store chancer. Men lige nu er det fuldstændigt lige meget. Vi har fået en sejr, og det var det, vi gik efter.

Sejren skubber nordsjællænderne væk fra den frygtindgydende sidsteplads i Boxer Herreligaen.

At se sig selv ligge på den direkte nedrykningsplads kan faktisk være en stor hæmsko rent mentalt for spillerne, påpeger cheftræneren.

  • Det er et enormt pres at ligge sidst i tabellen. Jeg håber, at sejren kan lette det hele lidt, så vi kan spille derudaf og få vist noget champagnehåndbold.

  • Forhåbentligt kan den her sejr være med til at fjerne lidt af trykket, så vi ikke føler os så pressede, slutter han.

Ian Marko Fog håber, at holdets store profil Nicolai Pedersen kan være spilleklar i hjemmekampen mod Skanderborg Håndbold den 27. februar.

En fodskade har holdt den tidligere Aalborg-bagspiller ukampdygtig i små tre måneder.

Andre gode nyheder