Poulsen: Føler, jeg er blevet kørt over af et tog

Af: Ritzau
Landsholdskeeper Rikke Poulsen havde svært ved at skjule sin enorme skuffelse ovenpå 22-26-nederlaget til Montenegro, som endegyldigt lukkede og slukkede de danske OL-drømme.
Med røde øjne og et tomt blik rettet med jorden mødte Rikke Poulsen pressen efter det skuffende firemålsnederlag, som sendte danskernes OL-drømme ud i mørket.
En kæmpe drøm blev lørdag aften på hjemmebanen i Århus totalt sønderknust.
Helt knust var Rikke Poulsen da også efter at have indset, at den helt store drøm om olympisk bold i Brasilien er knust.
-
Jeg er både skuffet og ked af det. Jeg har det ligesom, at jeg står nede på skinnerne, og ikke når at se toget komme. Jeg føler, jeg er blevet kørt ned af et tog, fortæller en lettere berørt Rikke Poulsen til tv3sport.dk.
-
Vi har virkelig forsøgt at holde fokus på det, vi skulle inde på banen og ikke have de her store tanker om OL med os, får landsholdskeeperen frem, inden tårerne presser sig på.
Fire års -- hvis ikke mere -- knaldhårdt arbejde skulle netop lørdag aften kulminere i jubel og glæde over at have sikret sig en OL-billet.
Men i stedet må de danske håndboldkvinder skubbe de olympiske drømme yderligere fire år frem i tiden -- og det gør ondt, fortæller Poulsen.
-
Det er en kæmpe drøm, og når vi sidder og laver halli-halløj-quiz til tv og sådan nogle ting, så er det klart, at det gør rigtig ondt.
-
Jeg har også set de her guldpiger, og guldtriumfen i Athen med krans på hovederne. Jeg har spillet med mange af dem i mange år, hvor jeg har fået fortalt om, hvor fantastisk det er.
-
Et OL er det største, man overhovedet kan opnå som idrætsudøver. Så det er noget af en tom følelse at stå med.
På papiret venter der en ligegyldig kamp søndag mod upåagtede Uruguay.
Rumænien og Montenegro, som også mødes søndag, har allerede sikret sig en plads til legene i Brasilien.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









