Gå til hovedindhold

A.M. Hansen : OL i 2020 skal være vores

A.M. Hansen : OL i 2020 skal være vores

Af: Ritzau

Efter den glippede kvalifikation til de olympiske lege i Brasilien til sommer, mener landholdsbacken Anne Mette Hansen, at landsholdet skal gå benhårdt efter OL om fire år i Tokyo.

Hvad der skulle være en kæmpe fest på hjemmebanen i Ceres Arena i Århus forrige weekend, endte med at blive en gedigen fuser, da OL-billetterne gik til Rumænien og Montenegro.

Derfor må det danske kvindelandshold kigge meget langt efter sambadansen i Rio de Janeiro, når legene i august måned løber af stablen.

Landsholdsspillerne har skulle bruge rigtig lang tid på at komme sig over den enorme skuffelse. Men midt i frustrationen dukker en ny motivation op for at kvalificere sig til næste OL om fire år.

  • Jeg vil gerne med til alle de slutrunder, der er, så hver gang jeg misser en, er det bare brandærgerligt. OL er ikke noget, man bare kommer til, fortæller Anne Mette Hansen til tv3sport.dk.

  • Det er så stor en drøm og så få hold, der kommer med. Så må vi bare være endnu bedre og være klar på at kvalificere os til OL i 2020 og vente fire år, uddyber hun.

Med rødsprængte øjne og tårerne trillende ned af kinderne prøvede landsholdsspillerne at sætte ord på skuffelsen og hvad der gik galt i nederlagene til Rumænien og Montenegro, der var årsag til den mislykkedes OL-kvalifikation.

  • Man elsker at have landsholdstrøjen på. Det var en kæmpe skuffelse, men vi er nødt til at rejse os igen og sigte efter nye mål.

Spørgsmål: På hvilken måde afreagerer du?

  • Jeg har ikke gjort så meget endnu. Jeg har tænkt en masse tanker om, hvad man kunne have gjort anderledes. Det er sgu ikke særlig sjovt, og jeg skal nok bruge noget tid til at bearbejde det, men jeg ved ikke hvordan, jeg skal afreagere, slutter Anne Mette Hansen.

Netop Anne Mette Hansen kan se frem til en rigtig lang sommerferie, da København Håndbold for tredje sæson i træk akkurat slutter uden for slutspilspladserne.

Uden OL-deltagelse kan sommeren pludselig godt føles ekstra lang.

Andre gode nyheder