Nykøbing Falster og Skjern erobrer overlegent sæsonens første trofæ

Af: Nikolaj Jensen
De danske kvindelige mestre fra Nykøbing Falster fortsætter guldstimen efter 30-23-sejr over Randers HK, mens Skjern Håndbold knuste Aalborg og fik DM-revanche i 27-17-storsejren i Super Cuppen.
Varme sommerdage har det danske folk ikke kunne nyde mange af i løbet af den danske ”sommer”.
Men tirsdag aften i Roskilde Kongrescenter kunne de mange fremmødte nyde godt af varmen – inde i hallen.
Publikum blev – udover en sjælden varm aften – forkælet med ikke færre end fire heftige, spændende og medrivende halvlege leveret af sidste sæsons fire guldhold fra DM- og pokalfinalerne.
Første gulddyst stod mellem Nykøbing Falsters danske mestre og Randers HKs pokalmestre.
Indledningsvist løb stjernen Kristina ’Mulle’ Kristiansen med de helt store overskrifter og jubelscener.
Gang på gang snød hun Niels Agesens kronjyske defensiv, der havde svært ved at lukke ned for den rapfodede playmakers finurlige finter og skud ude fra distancen.
Hun stod således for de gulblusedes første tre scoringer. Sammen med den tårnhøje svenske landsholdsprofil, Johanna Westberg, stod de to bagspillere for Nykøbing Falsters 12 ud af de 16 scorede mål efter de første 30 minutter.
Føringstrøjen blev bevaret på Nykøbing-hænder halvlegen ud, men Randers-træner, Niels Agesen, gjorde sig klogt i at skifte den ellers normale venstre fløj, Maria Fisker, ud i bagkæden.
Landsholdsprofilen kvitterede med tre knastørre hug ude bagfra og de ellers prisgivet NFH-keepere kunne blot ane røgen af det missil, Fisker fyrede afsted. Selvsamme Fisker lukkede første halvleg og mindskede Nykøbing-føringen til 16-15.
Nykøbing Falster skulle ikke bruge mange minutter af anden halvleg på reelt at punktere al spænding i kampen. Camilla Dalby reducerede kort til 16-16, men det blev efterfulgt af fire Falster-scoringer i træk.
Randers-forsvaret fandt aldrig den rigtige højde på især Johanna Westberg, der legende leg knaldede den ene kugle efter den anden ind bag netmaskerne. Det tætteste de kronjyske pokalmestre kom på Nykøbings guldkurs var 22-20, men herfra var Randers-defensiven simpelthen for svag.
Kampens spiller Johanna Westberg, der blev kampens topscorer med hele 11 kasser, stod for kampens sidste scoring til 30-23. Dermed kunne Nykøbing Falster-spillerne juble over den anden titel på tre måneder.
Efter damerne kom herrerne. Her stod en gentagelse af sidste sæsons DM-finale mellem Aalborg og Skjern Håndbold på programmet.
De to mandskaber har op til denne sagt vinket farvel til to kæmpe profiler i playmakerne Lasse Mikkelsen og Sander Sagosen, der gennem adskillige sæsoner satte skik på angrebsspillet.
Men efter relativ lige start trak Anders Eggert og resten af Skjern-mandskabet stille og roligt fra.
Forspringet på to mål, 13-10 ved pausen, voksede sig blot større og større minut for minut efter pausen, hvor modløsheden var tydeligere og tydeligere at spore hos Aron Kristjanssons-tropper, der var langt fra den præstation, som for tre måneder siden bragte DM-guldet til det nordjyske.
Skjerns nyindkøbte keepertalent, Emil Nielsen, pillede fuldstændig og suverænt pynten af Aalborgs forsvarende danske mestre og lukkede således bare to mål ind på de første 20 minutter af anden halvleg.
Målet var som forhekset for Aalborg-spillerne, der måtte kigge uendelig langt efter succes på måltavlen.
Skjern Håndbold tromlede, uden at blinke med øjnene, hen over de danske mestre, og tog dermed Super Cup-trofæet efter storsejren på 27-17.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk






