Nørgaard håber på flere skrigende tilskuere

Af: Ritzau
Publikummet i Ceres Arena lørdag aften i Århus må gerne af fulde lungers kraft bakke det danske kvindelandshold op mod Montenegro, lyder opfordringen fra Ann Grete Nørgaard.
Forbavsende var langt størstedelen af sæderne i den legendariske Ceres Arena i Århus langt fra fyldt til bristepunktet i fredagens første OL-kvalifikationskamp mod Rumænien, hvilket også undrede Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen.
De 3100 tilskuere, der havde fundet vej til den aarhusianske arena, var langt under, hvad forbundet havde regnet med.
Derfor håber Ann Grete Nørgaard, at endnu flere vil komme og støtte håndboldlandsholdet til en livsvigtig sejr over Montenegro, som vil holde OL-drømmen i live.
- Jeg synes altid, at de danske tilskuere er gode til at bakke op. De må rigtig gerne komme igen lørdag -- gerne lidt flere, og så må de gerne råbe og skrige, påpeger landsholdsfløjen overfor tv3sport.dk.
I fredagens forestilling mod Rumænien overdøvede de godt 100 rumænske fans i store perioder det danske publikum.
Men Ann Grete Nørgaard holder fortsat fast i, at hjemmebanefordelen tydeligt kunne mærkes.
-
Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg synes, vi havde en kæmpe fordel på hjemmebanen. Jeg synes også, det er en fordel, at vi ikke har været på en lang rejse, påpeger hun.
-
Man ønsker jo altid at spille foran fyldte haller. Det er altid federe. Selv om syvmålsnederlaget til Rumænien er et dårligt resultat, så håber jeg, at folk vil komme og hjælpe os alt det, de kan.
-
Det har vi brug for, understreger Ann Grete Nørgaard.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








