Nordsjælland smadret i egen hule af Jesper Nøddesbo og co.

Af: Nikolaj Jensen
Bjerringbro-Silkeborg tog fra Helsingør og mødet med ligaoprykkerne Nordsjælland Håndbold med en knusende sikker 24-36-sejr lørdag eftermiddag.
HELSINGØR: Nordsjælland Håndbold kunne ikke stille meget op i mødet med Jesper Nøddesbo, Sebastian Skube og Bjerringbro-Silkeborgs andre stjerner.
I lørdagens eneste 888-ligakamp var der ikke meget slinger i BSV-dansen, der helt uden problemer satte Nordsjælland til vægs i egen hule.
Efter en lige indledning stak gæsterne fra ved stillingen 7-10 og så sig aldrig tilbage.
Herfra startede hjemmeholdets evige jagt på at hente BSV-føringen, der blot voksede sig større og større og mere komfortabel.
Sørenn Rasmussen i BSV-buret lukkede godt af for Ian Marko Fogs tropper, der specielt de sidste 10 minutter af første halvleg havde vanskeligheder med at få netmaskerne til at blafre.
Gæsterne gik til pause foran 8-14, der hurtigt voksede sig til 8-16 efter en lille pause.
Midtvejs i anden halvleg prøvede Ian Marko Fog at gå aggressivt til BSV-angrebsspillet, da Nordsjælland-forsvaret blev beordret op i en offensiv forsvarsformation.
Selvom Nordsjælland-bagspilleren Oliver Lui Roepstorff med sine seks scoringer viste fine smagsprøver på skudkvaliteten fra distancen, så rakte det langt fra til at hente føringen alene.
Hos BSV kunne cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen tillade sig at eksperimentere med forskellige angrebs- og forsvarskonstellationer, sol anden halvleg skred frem.
Og dette blev gjort helt uden tometer-manden, Nikolaj Markussen, der dog varmede blidt op, men aldrig kom på banen.
Jesper Nøddesbo lukkede kampen til slutresultatet 24-36, og dermed satte midtjyderne sæsonens anden sejr ind på kontoen efter 3. spillerunde i 888 ligaen.
Nordsjælland står noteret for en enkelt sejr.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk






