NFH laver målrekord i vild kamp

Af: Ritzau
Nykøbing Falster Håndbold har aldrig nogensinde scoret så mange mål i en ligakamp på hjemmebanen i Scandlines Arena.
41-25 lød de suveræne sejrscifre mod ligaens bundprop, SønderjyskE.
De mange fremmødte i den total udsolgte Scandlines Arena fik i den grad valuta for pengene og mål at lune sig på i den bidende oktober kulde.
Indledningsvist var gæsterne fra det sydjyske med til stillingen 8-7 efter knap 10 minutters spil, men herfra knækkede filmen fuldstændig.
Landsholdsprofilen Kristina Kristiansen (billedet) tyrede første halvlegs sidste bold i kassen til 22-12.
Ydmygelsen blev blot større jo længere anden halvleg skred frem, og brasilianske Karoline de Souza gjorde det til 30-17 kort efter pausen.
Udeholdet fra SønderjyskE var på intet tidspunkt i nærheden af noget, der lignede point søndag aften på Falster, og dermed forbliver Olivera Kecmans tropper på ligaens absolutte sidsteplads med nul point efter syv runder.
Nykøbing Falster banker sig til gengæld op på siden af SK Aarhus på en delt fjerdeplads med otte point.
Dog er der blot tre point ned til Ringkøbing Håndbold på tiendepladsen.
De to danske landsholdsspillere, Kristina Kristiansen og Mette Gravholt, blev kampens topscorer med hver 10 kasser.
Gæsternes mest scorende blev Susanne Madsen med syv mål, der skyder sig op på topscorerlistens tredjeplads med 49 mål kun overgået af Kristina Kristiansen (51 mål) og Anna Sophie Okkels (53 mål).
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










