NFH-chef følte sig presset af målsætningen

Af: Ritzau
Den oprindelige målsætning om ’blot’ at overleve i landets bedste håndboldrække, gjorde Nykøbing Falster-cheftræner Niels Agesen en smule presset i starten af sæsonen.
Det har været en helt igennem voldsom sæson for Nykøbing Falster, der faktisk gik ind til denne sæson med en billet til 1. division på hånden.
Men da Skive trak deres damehold fra ligaen, var vejen banet for falstringernes stjernespækkede mandskab, og mod slutningen af sæsonen lå holdet til at opnå en mirakuløs slutspilsplads.
Målsætningen, der lød på overlevelse i ligaen, stod til stor diskussion, men faktisk følte Niels Agesen undervejs, at han blev en smule tynget af den udmeldte plan.
-
Jeg ved godt, der er nogen, der har sagt til mig, at jeg var ude at spille på den helt store violin, da vi skulle undgå nedrykningsspillet. Men da vi startede op, var jeg reelt bekymret for, hvordan vi kunne få tingene til at hænge sammen, fortæller Niels Agesen til tv3sport.dk.
-
Så at vi skulle havne på den her 7.-9. plads, var jeg lidt bange for ikke ville lykkes. Barbara Arenhart og siden Deonise Fachinello, er de eneste spillere, vi har hentet, siden vi fik ligapladsen.
-
Jeg følte mig måske lidt presset af vores målsætning til at starte med. Derfor er jeg ellevild lykkelig over, at det lykkedes at få den sjetteplads. Jeg må indrømme, at jeg synes, det har været en smule turbulent, og jagten på stabilitet har været endeløs, slutter Niels Agesen.
Nykøbing-cheftræner kunne ikke dy sig for at tjekke resultatet undervejs i kampen mellem SK Aarhus og Silkeborg-Voel, som kunne få vitale konsekvenser for falstringernes slutspilschancer.
På sin tidligere hjemmebane gennem 11 år stak Niels Agesens Nykøbing-mandskab onsdag aften sted med den forjættede sjetteplads, som giver adgang til slutspillet.
Slutminutterne i Gråkjær Arena var ulidelig lange for Nykøbing Falster og specielt Niels Agesen, der så sig nødsaget til at gribe mobilen for at tjekke op på om Silkeborg-Voel hentede favoritsejren over SK Aarhus.
Flere gange i løbet af kampen fik Niels Agesen opdateringer om, hvordan det gik Silkeborg-Voel i deres skæbnekamp mod Århus.
-
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at fra pausen og fremefter, ikke holdt en lille smule øje med Århus-kampen. Vores angrebsspil blev for hakkende, vi tog tempoet for meget ud, og ikke var direkte nok. Jeg blev en smule bekymret, påpeger cheftræneren.
-
Vi havde spillet en fin kamp, vi var på plus seks og var nogenlunde i kontrol. Men vi har smidt så mange point til sidst i kampene i løbet af sæsonen, og det er det sidste, man ønsker, spillerne tænker undervejs.
-
Men det lån lidt i baghovedet, at jeg ikke magtede, hvis vi også skulle smide det her væk, slutter han.
På onsdag fløjtes den første kvartfinalekamp op mod Viborg HK i Scandlines Arena.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










