Gå til hovedindhold

Lotte Grigel: Man kan regne med Holland i fremtiden

Lotte Grigel: Man kan regne med Holland i fremtiden
FOTO: SCANPIX

Holland har været i top 4 ved de seneste tre store mesterskab, og det er et syn, man godt kan vende sig til i fremtiden, mener den danske playmaker Lotte Grigel.

Nikolaj Jensen, Göteborg

I løbet af det sidste håndbold-år er Holland blevet ved med at overraske positivt. De viste til OL, hvor man nåede semifinalen, at det ikke var en enlig svale, at man nåede VM-finalen otte måneder forinden. 

Til EM i Sverige understreger Nycke Groot og co., at de mener det alvorligt.

Holland har taget kampen op mod de store nationer, og Helle Thomsen har på bare tre måneder, fra september til december, formået at køre videre på det hollandske koncept, som Lotte Grigel kun har rosende ord til.

-Helle er jo en dygtig træner. Man kan se, at de er godt forbedret på alt, vi kommer med. Jeg synes, Holland er et godt hold med mange dygtige profiler, fortæller Lotte Grigel til tv3sport.dk

-Selvfølgelig skal de nærmest stå i en semifinale. Det er jo ét af verdens bedste hold, og hun har så bare igen formået at få det bedste ud af et hold. 

-Det er flot af dem. De har et stærkt hold og en god målmand. De har mange af de komponenter, man skal have for at nå langt i en turnering. Men Holland er et hold, man kan regne med. 

Søndag mødes Holland for tredje gang på under et år Norge i en betydningsfuld landskamp.

De norske jenter bankede hollænderne overlegent i VM-finalen sidste år i Herning, og ved OL snuppede Norge for øjnene af netop Holland bronzemedaljerne. 

Men finalen denne gang er mere åben, mener Lotte Grigel.

-Jeg tror godt, at Holland kan gå hele vejen. Det virker til, at de er friske og har fundet en god rytme. Men ellers er Norge lige meget hvad storfavoritter.

Vil det være en overraskelse, hvis Holland går hele vejen?

-Nej, det synes jeg overhovedet ikke. De har gode spillere på alle pladser, slutter Grigel. 

Holland havde aldrig, før gennembrudet sidste år til VM, været tæt på at vinde noget.

Andre gode nyheder