Gå til hovedindhold

Hollandsk fløj efter tabt finale: Det er noget lort

Hollandsk fløj efter tabt finale: Det er noget lort
FOTO: SCANPIX

Den hollandske højre fløj Debbie Bont var næsten tom for ord efter den enormt jævnbyrdige EM-finale, som løb ud til Norges fordel i sidste ende.

Slutresultat lød på 30-29, men Helle Thomsens hollandske mandskab havde muligheden for i de døende sekunder at tvinge gulddramaet ud i forlænget spilletid.

Men finalen og EM fik en mærkelig afslutning, da den hollandske anfører Danick Snelder i det absolut sidste angreb smed bolden ned på fødderne af playmaker Nycke Groot.

Derfor fes de sidste sekunder ud i sandet og et norsk hold kunne fatte hinanden om armene og fejre deres syvende EM-titel. De hollandske spillere stod grædende tilbage og efterfølgende var blikkene også noget forstenede.

-Det er noget lort. Vi var virkelig, virkelig tæt på, men i sidste ende kan vi kigge tilbage på en fantastisk turnering. Jeg er virkelig stolt af vores hold, fortæller København Håndbold-fløjen Debbie Bont til tv3sport.dk.

-Men lige nu er jeg bare trist, ked af det og alle de der følelser.

Holland havde ellers store ære af søndagens EM-finale, hvor de især i første halvleg var toneangivende.

Selvom Norge fik bragt sig markant i front mod slutningen, fik hollænderne alligevel tvunget finalen ud i et sandt drama, og derfor gør det lidt ekstra ondt, at comebacket ikke helt lykkedes.

-Jeg synes, vi skal kigge på os selv. Vi fører godt i første halvleg, men vi lod dem komme igen, og i anden halvleg havde vi problemer med at score. Det var kaos til sidst, men der tog Norges rutine over.

-I det sidste angreb fik vi ikke spillet bolden ordentligt. Vi havde også kun fire sekunder, så vi kunne ikke nå meget. Men jeg synes, vi tabte kampen tidligere.

-EM er den hårdeste turnering at spille, og vi spillede os i finalen. Så jeg ser et stort potentiale med det her hold i fremtiden, slutter Debbie Bont.

Holland har nu tabt både VM-finalen, OL-bronzekampen og EM-finalen til netop Norge, der kunne juble over sit 7. EM-guld gennem tiderne.

Andre gode nyheder