Ligaprofil: Giv nu 7-mod-6-reglen en chance

Man skal lade være med at kaste den spritnye, men meget omdiskuterede, 7-mod-6-regel helt ud i kulden. Giv den en chance, mener KIF Kolding København-profilen, Lars Jørgensen.
Et nyt sæt håndboldregler ramte den store håndboldverden hen over sommeren.
Det Internationale Håndboldforbund (IHF red.) har indført fem nye justeringer, som har været vildt diskuteret rundt omkring i håndboldkredse – hvor især én har været udsat for voldsom kritik.
7-mod-6-reglen, hvor et hold må tage målmanden ud og sætte en ekstra markspiller ind uden at iføre sig en målmandstrøje, har ikke fået en varm velkomst.
Lars Jørgensen mener, man burde se tiden an og give det en chance.
-Reglen bidrager til, at håndbolden får lov til at udvikle sig. Nogle gange skal man ud og betræde noget jord, man ikke har betrådt før for at finde ud af, om det er rigtigt eller forkert, fortæller KIF Kolding København-spilleren til tv3sport.dk.
-Lige nu er det for tidligt at dømme reglen ude, forkert eller rigtig. Jeg synes, vi skal prøve at analysere på det, når vi er én sæson henne. Før kan vi ikke sige, om det ødelægger noget.
De olympiske lege i Rio de Janeiro var prøveklud for de nye regler. Både på dame- og herresiden blev 7-mod-6-reglen prøvet af.
Generelt mener Lars Jørgensen, at det klæder håndboldsporten at udvikle sig hele tiden.
-Reglen sender nogle nye perspektiver i gang for, hvordan vi skal arbejde som hold og hvor sårbar, du kan tillade dig at blive. Jeg synes ikke, reglen er så slem, som den bliver gjort til.
-Som jeg har set reglen blive brugt, vil jeg ikke mene, at den på nogen måde bliver misbrugt. Jeg synes ikke, den har ødelagt håndbolden. Vi kommer stadig til at se klassisk 6-mod-6-håndbold.
-Man ser nok en masse spøgelser, fordi der pludselig sker en masse ting. Når du så går ind og arbejder fysisk i rammerne, så kan det være, man har set spøgelser fremfor realitet.
38-årige Lars Jørgensen har været i håndboldgamet i rigtig, rigtig mange år.
Dermed har EM-guldvinderen fra 2008 om nogen fulgt udviklingen i den harpiksklistrede sportsgren, som i fremtiden godt kunne arbejde med flere regelændringer.
-Næste gang kan man sagtens kigge på strafferammen for, hvordan man skal smide folk ud. Vi har stadig kun et gult kort, to minutters udvisninger og et rødt kort. Så er der kommet et blåt kort, som dog er relativ ligegyldigt.
-Det kunne være interessant at begynde at arbejde med forskellige minutstraffe i stedet. Hvis du river en spiller i trøjen, får du 2 minutter. Hvis du slår en hårdt, kan du også risikere at få en udvisning.
-Der er stor forskel på de to ting. Man kunne måske lægge andre straffe ind på tre, fire eller fem minutters udvisninger, slutter han.
_Skrevet af: Nikolaj Jensen _
Husk TRANSFERDEADLINE med alt fra transfervinduets sidste hektiske timer.
Se med på TV3 SPORT 1 og Viaplay fra onsdag kl. 18.00 og helt frem til kl. 00.30.











