Gå til hovedindhold

BSV klar til ny finale: Slår KIF Kolding København i pokalsemifinale

BSV klar til ny finale: Slår KIF Kolding København i pokalsemifinale

Af: Nikolaj Jensen

De danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg er klar til klubbens tredje finale på lidt over et halvt år, da ligarivalerne fra KIF Kolding København lørdag blev slået i pokalsemifinalen med cifrene 28-24.

DM-finalen i maj og den efterfølgende Super Cup i september havde begge deltagelse af Bjerringbro-Silkeborg, som begge gange trak sig sejrrigt ud med guldmedaljer og en plads i historiebøgerne til følge. 

Lørdag eftermiddag spillede midtjyderne sig i klubbens tredje finale siden maj sidste år, nemlig pokalfinalen, som Bjerringbro-Silkeborg tidligere har været i tre gange men tabt alle gange. 

Nu får Peter Bredsdorff-Larsens mandskab så en ny chance, da hans mandskab skal spille pokalfinale søndag mod vinderen af en næste semifinale mellem Aalborg og Skjern Håndbold. 

Men fra kampens start i semifinalen mod KIF Kolding København i pokalstævnet i Aalborg dominerede de undertippede KIF'ere ellers. 

Den brasilianske VM-fløj Fabian Chiuffa sørgede for en tomålsføring, 6-4, små otte minutter inde i opgøret. 

Men fra den smalle tomålsføring stivnede KIF’erne en anelse i deres spil. Den knap 10 minutter lange scoringspause formåede Allan Damgaard og co. at udnytte til at bringe sig i front 8-7. 

Mellem stængerne kunne midtjyderne i den grad takke keeper Sebastian Frandsen for, at KIF Kolding København ikke kom mere foran i en første halvleg, hvor den venstrehåndede sidste skanse blandt andet snuppede to straffekast. 

Midtjydernes højre fløj Johan Hansen lukkede første halvleg til føringen 13-11. 

Ud til anden halvleg havde KIF’erne lavet udskiftning på keeperpladsen, hvor Kasper Hvidt lod sig skifte ud til fordel for Marcus Cleverly.

Men det lod BSV'erne sig ikke skræmme af. Tværtimod. De sortblusede danske mestre satte sig faktisk på kampen hurtigt efter pausen. 

Så hurtigt at cheftræner Carlos Ortega allerede seks minutter inden i anden halvleg så sig nødsaget til at smide det grønne timeout-kort og få styr på sit hold, der var bagud 17-13.

Men ikke på noget tidspunkt smid de hårdt kæmpende KIF'ere håndklædet i ringen, selvom BSV blev ved med at skyde sig i front med både 18-14 og 19-16. 

Midtvejs inde i anden halvleg trådte Lars Jørgensen og co. på intensitetsspeederen og fik bremset BSV-dominansen, så der lige kunne nå at indsnige sig en form for spænding for resultatet. 

Det tætteste KIF Kolding København kom på midtjydernes føring var 19-18, 20-19 og 22-21.

Men igen stak BSV af, og kunne med tre hurtige mål i træk så småt punktere spændingen om udfaldet af resultatet. 

Sejren på 28-24 sender BSV i pokalfinalen søndag, hvor vinderen får en plads i næste sæsons EHF Cup.

Andre gode nyheder