Gå til hovedindhold

Københavns Mia Rej lykkelig for historisk Final 4-plads

Københavns Mia Rej lykkelig for historisk Final 4-plads
Foto: Dan Eugen Nielsen

Af: Nikolaj Jensen

København Håndbold brød lidt af en pokal-forbandelse, og kunne til stor jubel for Mia Rej og co. for første gang i klubbens historie spille sig videre fra kvart- til semifinale i pokalturneringen efter syvmålssejr over Randers HK.

FREDERIKSBERG: Københavns karismatiske playmakerprofil Mia Rej var bare ét stort smil, da hun havde brølet sejrssangen færdig i omklædningsrummet, entrerede halgulvet og med den ene hånd rystede en flaske med proteinpulver og med den anden hånd gjorde de ivrige autografjægere i Frederiksberg Hallen glade med en autograf.

Kort forinden havde København Håndbold nemlig smidt Randers’ regerende pokalmestre ud af selvsamme turnering med en knusende sikker 27-20-sejr.

Dermed brød vicemestrene lidt af et pokalkompleks i og med kvartfinalen de sidste fire år var endestationen, hvor FCM Håndbold alle gange stod for exit til københavnerne.

-Det føltes helt fantastisk. Nu var vi jo slået ud af FCM fire år i træk, føltes det som. Så det var virkelig dejligt at komme i Final 4, som har været et stort mål for klubben, fortæller Mia Rej til tv3sport.dk.

-Jeg syntes, vi var godt forberedte på, hvad Randers kom med i angrebsspillet. Vi stod godt i forsvaret, og fik det overtag, vi skulle have.

-Det er meget Maria Fisker, der ligger og skal spille hende backs op. Hvis det ikke lykkes, er det meget hende selv, der kører på. Det var vi godt forberedte på.

Men det var ikke helt uden problemer, at København for første gang spillede sig blandt pokalturneringens fire sidste. Efter en hektisk og tempofyldt start måtte Mia Rej meget usædvanligt trække bænk-kortet og lade sig udskifte.

Playmakeren var simpelthen gået sukkerkold, og det måtte der straks laves om på, smiler Rej efterfølgende.

-Jeg havde det lidt dårligt og følte mig svimmel og diffus. Så jeg skulle lige have lidt banan og cola. Så var det vist bedst, at jeg lige satte mig ud og fik lidt sukker, griner Mia Rej.

Lige nu kan København Håndbold ikke løbe fra, at det kører meget godt. Aftenens triumf var sejr nummer fire på 10 dage.

I ligaen indtager man en top 4, i weekenden avancerede man sikkert videre i EHF Cuppen, man er netop klar til klubbens første Final 4 og i sidste sæson nåede holdet fra hovedstaden DM-finalen.

-Jeg har stort set lige forlænget min aftale med tre år, så det fortæller meget godt, hvordan jeg personligt har det i København. Det er meget professionelle tilstande, og jeg har det godt på holdet.

-Det er en klub med ambitioner, og det har jeg også personligt. Så håber jeg også, at vi kan tage steppet videre, slutter Mia Rej.

Tirsdag aften lykkedes det også for Aarhus United at kvalificere sig til Final 4, da de overraskende sendte traditionsklubben Viborg HK ud af turneringen.

Andre gode nyheder