København vinder 'DM-revanche' over Nykøbings danske mestre i tæt drama

Af: Nikolaj Jensen
København cementerede sig i toppen af dameligaen, da de onsdag hjemme ordnede Nykøbing Falsters danske mestre med cifrene 27-24.
FREDERIKSBERG: For 145 dage siden kastede de gulblusede Nykøbing Falster-piger sig i armene på hinanden og high-fivede næsten hænderne til blods, da det danske mesterskab blev hjemtaget og snuppet for næsen af rivalerne fra København Håndbold.
Onsdag aften på Frederiksberg bragede sidste sæsons to DM-finalister sammen for første gang siden guldbraget i maj.
Frederiksberg Hallen var proppet til allersidste siddeplads, og stemningen var, allerede inden første fløjt, på kogepunktet.
Det helt velpolerede angrebsspil var dog ikke oppe at ringe fra start for de to mandskaber.
Den ene tekniske fejl afløste så at sige den anden i kampens indledning, hvor flere landsholdsaktuelle profiler blev kigget på af den gæstende landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Det blev til ét mål til hver efter knap syv minutters spil, men efterhånden som de to rivaler fandt fodfæste i kampen, kom der lidt mere flow i kampen.
Holdet fra hovedstaden kom dog bedst ud af den dårlige start, og fik bragt sig i front 6-2.
Føringen et kvarter inde i første halvleg lød på 8-5 til hjemmeholdet, der udbyggede til 10-7. Herefter vågnede Nykøbing op til dåd godt hjulpet på vej af den uhyggelige træfsikre japaner Ayaka Ikehara, der sikkert omsatte sine fire muligheder til mål.
Første halvleg sluttede 14-13 til København. Lige så tæt de første 30 minutter endte med at blive, lige så nervepirrende og intenst blev det efter pausen.
Nykøbing fortsatte deres evige jagt på at få momentum i kampen, men hele tiden fik København skabt de små føringer, der holdt Mulle og co. fra føringsfadet.
Men det fik ikke Nykøbing-mandskabet til at smide håndklædet i ringen, selvom hjemmeholdet hele tiden stod for føringerne.
Kristina Kristiansen bragte for første gang siden 0-0 balance i regnskabet på straffekast til 19-19. Men i det efterfølgende angreb svarede hjemmeholdet igen med en scoring.
Sådan fortsatte 'parløbet' næsten halvlegen ud, hvor Nykøbing ikke lod København løbe i front med mere end tre mål. Men ved stillingen 25-22 knækkede filmen for Nykøbing.
Sejren på 27-24 sender København op på en delt førsteplads sammen med FCM Håndbold og Team Esbjerg.
Vestjyderne har dog en kamp i baghånden og kan alene indtage førstepladsen i morgen, hvis man vinder over Aarhus United.
Nykøbing forbliver på sjettepladsen med syv point.
Se masser af fed håndbold fra EHF Champions League og Bundesligaen på Viaplay - LIGE HER.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk









