København knuste Aarhus og Viborg sejrede i Rikke Poulsen-comeback

Af: Nikolaj Jensen
København Håndbold kørte Aarhus United over med en sikker 30-21-sejr, mens Viborg HK med Rikke Poulsen tilbage mellem stængerne sejrede 20-27 ude mod Ajax København.
KØBENHAVN: Håndbolden i den bedste danske kvindelige rullede stærkt fredag aften i hovedstaden, da København Håndbold tog imod Aarhus United, mens Viborg HK gæstede ligaoprykkerne fra Ajax København.
Startende på Frederiksberg var der absolut ikke noget at rafle om i opgøret mellem DM-sølvvinderne fra København Håndbold og det unge Aarhus United-hold. Kampen var reelt afgjort, før den overhovedet blev fløjtet i gang.
De to mandskaber skulle lige bruge et par minutter på at spille sig ind i kampen, men efter stillingen 5-3 små ti minutter inde i opgøret trak hjemmeholdet fra og så sig ikke tilbage.
Heine Eriksens turkisklædte mandskab kunne slet ikke følge med københavners høje tempo. Efter første halvleg blev den københavnske føring fordoblet til 16-8. Lynhurtigt efter pausen kunne højre backen Hanna Blomstrand og Mia Rej med tre mål tilsammen udbygge føringen til 20-8.
Herefter var det blot et spørgsmål om, hvor stort et nederlag København ville sende aarhusianerne hjem med i bagagen.I slutfasen fik Heine Eriksens tropper dog pyntet gevaldigt på måltavlen og fik begrænset nederlagets størrelse.
Det var aldrig nok til at true københavner-føringen, men sejren var København Håndbolds fjerde ud af fem mulige, hvilket i skrivende stund bringer dem op på en delt førsteplads á point med FCM Håndbold og Team Esbjerg, der begge også har otte point.
Aarhus United forbliver på 11.- og næst sidstepladsen efter det ene point man fik mod Ringkøbing Håndbold i tredje spillerunde.
Topscorer blev svenske Hanna Blomstrand med sine syv fuldtræffere, mens højre fløjen Louise Kristensen blev gæsternes mest målscorende med fire kasser.
Viborg med problemer
Anderledes svært havde Viborgs forhåndsfavoritter det i udekampen mod Vesterbro-pigerne fra Ajax, der ydede de grønblusede gæster stor modstand. Først efter 45 minutter blev Ajax hægtet af, men indtil da var spændingen nogenlunde intakt.
Efter mere end 10 måneder væk fra håndboldbanen gjorde landsholdskeeperen Rikke Poulsen comeback i målet for Viborg HK. Hun fik de første 30 minutter bag stængerne og diskede op med flere redninger i velkendt Poulsen-stil.
Viborg-føringen sneg sig aldrig over de fire mål i en første halvleg, hvor Ajax med deres aggressive forsvarsformation havde held til at stresse Viborg-bagkæden. 13-15 viste lystavlen efter de første 30 minutter.
Men Ajax-kræfterne rakte, efter pausen, ikke til at følge med Viborg HK. Tættere på end 14-15 kom hjemmeholdet ikke. Den ellers træfsikre Ann Grete Nørgaard havde i både straffekastdisciplinen og ude fra fløjen haft vanskeligheder med at passere Ajax-keeperne.
Men den karismatiske fløjprofil bankede på et vigtigt tidspunkt to kasser i netmaskerne og øgede føringen fra 16-18 til 16-20.
Herefter stod der Viborg HK bag de næste tre mål, hvilket punkterede kampen for spænding. Sejrscifrene løb op på 20-27 for viborgenserne, som sender dem op fra 7.- 4. pladsen med syv point efter de første fem spillerunder.
Ajax København har stadig ikke skrabet et eneste point til sig, og tager sig af ligaens sidsteplads.
Se masser af fed håndbold fra EHF Champions League og Bundesligaen på Viaplay - LIGE HER.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk









