Gå til hovedindhold

- Klavs Bruun har ikke fået optimale arbejdsbetingelser

- Klavs Bruun har ikke fået optimale arbejdsbetingelser

Af: Ritzau

Landsholdsforberedelserne for Klavs Bruun Jørgensen, der har været fyldt med skader og afbud, har ikke været optimale, pointerer Lars Rasmussen.

Sandra Toft, Line Jørgensen, Louise Burgaard, Maria Fisker, Anna Sophie Okkels, Rikke Skov, Lotte Grigel og fravalgte Mette Gravholt.

Otte profiler, der alle var en del af VM-truppen sidste år, er ikke at finde på det danske kvindelandsholds nuværende samling.

Skader og afbud har været årsagen til, at mange nye ansigter mandag morgen troppede op i landsholdstruppen, der kan se frem til nogle svære og meget vigtige EM-kvalifikationskampe mod de tidligere tredobbelte verdensmestre fra Rusland.

  • Det har ikke været optimale arbejdsbetingelser for Klavs Bruun Jørgensen. Jeg tror ikke, det er det fedeste at være landstræner og få samlet sine spillere om mandagen, ikke have særlig mange træninger og samtidig havde afbud og skader til kampene mod Rusland onsdag.

  • Det er ikke det stærkeste landshold, vi stiller med, understreger Ringkøbing-cheftræner Lars Rasmussen til tv3sport.dk.

På højre back-positionen er kvindelandsholdet mærkbart ramt af afbud og skader.

Line Jørgensen og Louise Burgaard har fast været en stor del af landsholdet de sidste mange år -- nu er de begge væk, og det sætter sine tydelig spor, mener Lars Rasmussen.

  • Vi mangler Line Jørgensen og Louise Burgaard for pokker. Det er to klasse-backs, som rammer os ekstremt. Det er 20 procents niveau, vi daler i både i topklasse og i bredden på landsholdet.

  • Havde Klavs Bruun de to at arbejde med på 110 procent sammen med Kristina Kristiansen, Stine Jørgensen og Anne Mette Hansen, havde det set ekstremt godt ud. Det er fem fantastisk, dygtige bagspillere.

Også mellem stængerne er der sket en forandring.

Larvik-keeperen Sandra Toft er stadig ikke kommet sig over den hjernerystelse, hun pådrog sig under slutrunden sidste år, og det giver et lille comeback til Cecilie Greve.

Men det bliver Viborg-profilen Rikke Poulsen, der skal trække de helt store veksler, ifølge Lars Rasmussen.

  • Sandra Tofts afbud betyder, at Rikke Poulsen skal levere på et rigtig højt niveau. Hun må for guds skyld ikke blive skadet eller have en dårlig dag. Der hviler et stort ansvar på Rikke, som jeg ved, hun kan godt løfte.

  • Derudover skal Stine Jørgensen trække meget ansvar. Jeg anser hende som ligaens bedste spiller. Hun er fantastisk og leverer et stort ansvar i FCM i begge ender.

  • Kan profilerne ramme niveau, så tror jeg, vi har et godt landshold, der kan gå ind og være med mod Rusland på udebane. Så bliver det spændende at se, hvordan Kathrine Heindahls roller bliver, slutter han.

Klokken 17.00 fløjtes opgøret op i Astrakhan.

Andre gode nyheder