Gå til hovedindhold

Jan Paulsen: Derfor fungerer det danske landshold så godt lige nu

Jan Paulsen: Derfor fungerer det danske landshold så godt lige nu
Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

Håndboldtræner Jan Paulsen peger på, hvad det er, der fungerer så godt for Danmark lige nu.

Samtlige danske VM-spillere, udover René Toft Hansen, kom på banen i Danmarks åbningssejr mod Argentina. Det signal er med til at forstærke den sunde konkurrence på landsholdet, understreger ekspert Jan Paulsen.

Under Danmarks første 60 minutter ved VM-slutrunden i Frankrig gav landstræner Gudmundur Gudmundsson spilletid til de 15 danske spillere, der var skrevet på holdkortet.

Bredden blev i den grad rullet ud og hele 11 rød/hvide-spillere kom på måltavlen. Ekspert Jan Paulsen understreger, at det er vigtigt internt for konkurrencen på holdet, at hele bænken bliver brugt.

-Det betyder meget for harmonien. Jeg har den fornemmelse, at rollerne på det danske hold er fordelt. Folk ved godt, hvilken placering de har i hierarkiet, fortæller Jan Paulsen til tv3sport.dk.

-At alle kom på banen, giver en ro på bagsmækken. Det betyder, at der ikke er nogen, der hænger, når man sidder på hotellet og spiser sin kylling med ris. Humøret er bare anderledes. Man skal ikke tage særligt hensyn til den ene eller anden.

-Jeg fornemmer, at der er en god balance på holdet i forhold til at få skiftet ud, så der hele tiden er den her sunde konkurrence på holdet. Alle byder ind.

Egypten står på menuen lørdag aften for det danske herrelandshold. Begge hold står med en sejr i baghånden efter åbningskampen.

Set i forhold til gårsdagens 11-målssejr er Danmark markant styrket, da forsvarskæmpen René Toft Hansen atter står på holdkortet.

Al den polemik der har været omkring danskerens albueskinne, vil ikke få negativ betydning for Gudmundur Gudmundssons tropper i aftenens anden VM-kamp mod et egyptisk mandskab, der stod for en overraskende sejr over Qatar, mener Jan Paulsen.

-Nej, det kommer ikke til at gå ud over kampen. Tværtimod har Danmark fået en ressource mere at spille på. Det er kun opløftende, at René Toft er med igen og han har ovenikøbet fået samlet kræfter. 

-Qatar spillede langt under niveau, og det kan godt have noget at gøre med, at de pludselig ikke er på hjemmebane. De mangler nogle spillere, men det er stadig et godt hold.

-Egypten spillede med stor gejst og de kommer helt sikkert med en større tro på tingene. Men det er ikke nok til at slå Danmark, som er advaret, slutter Jan Paulsen.

Danmarks andet VM-brag fløjtes op klokken 20.45 i Paris. Efter aftenens kamp har Danmark hviledag søndag, inden Sverige venter mandag.

Andre gode nyheder