Gå til hovedindhold

Dalmose: Klogt af landstræneren at bænke Mensah og Olsen

Dalmose: Klogt af landstræneren at bænke Mensah og Olsen
Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

To småskader ramte efter få minutter det danske landshold i kampen mod Egypten, og derfor var det en klog beslutning at lade Morten Olsen og Mads Mensah Larsen blive siddende på bænken opgøret ud, mener ekspert Christian Dalmose.

To kampe og to sejre. Pointmæssigt er det danske herrelandshold kommet perfekt fra start under de 25. verdensmesterskaber i Frankrig.

Sejr nummer to blev kørt i garagen lørdag aften mod Egypten, men allerede få minutter inde i opgøret var der grund til panderynker for den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson.

Til trods for total styring på måltavlen kunne han blot se til, at først Mads Mensah Larsen og senere Morten Olsen humpede ud på udskiftningsbænken med smerter så store, at de måtte overvære de næste godt 50 minutter på bænken.

En klog beslutning af landstræneren som Christian Dalmose hylder.

-Jeg synes, det er klogt gjort, at man som træner vælger at sige, at lige meget om det er en forstuvet tommelfinger eller en lille lægskade, så har vi vundet kampen, og der derfor ikke er nogen grund til at tage chancer, fortæller Christian Dalmose til tv3sport.dk.

-Man lader Mads Mensah og Morten Olsen blive på bænken, og alligevel kører Kasper Søndergaard, Lasse Andersson og Michael Damgaard den rimelig sikkert hjem uden problemer selvfølgelig sammen med Mikkel Hansen.

Omfanget af de to skadesramte stjerne står i skrivende stund stadig hen i det uvisse. Mads Mensah måtte udgå med rygsmerter, mens Morten Olsen sad med is på den ene lægmuskel. 

Men bekymringstankerne hober sig ikke op og alarmklokkerne begynder ikke at ringe hos Christian Dalmose.

-Jeg er ikke bekymret. Selvfølgelig hvis de er helt ude, så mister landsholdet to spillere, der har fyldt meget på det sidste. Men jeg tror, de er med. Nu er der hviledag søndag, og så er de klar igen mandag. Det var det rigtige valg at lade dem sidde over, understreger han.

Hele 35 mål blev der tyret ind af de danske spillere, der offensivt, igen, ramte en stor aften.

Selvom egypterne også nogenlunde fulgte trop med deres 28 mål, så var det aldrig nok til at true den danske føring undervejs. 

-Der er kontrol og styring. Det er et dansk landshold, der udstråler meget stort mentalt overskud. Spillerne virker meget selvsikre på de ting, de går ind og gør.

-Vi har greb om kampen og vinder sikkert. Nu bliver der kørt videre på den bølge med det gode spil, hvor Mikkel Hansen heldigvis bare kan gå ind og styre det, hvor han udviser den kontrol over spillet, der gør ham så god, slutter Christian Dalmose.

Den danske topscorer i 35-28-sejren lørdag aften blev Lasse Svan, der samtidig blev kåret til banens bedste.

Andre gode nyheder