
Af: Ritzau
HC Odense tabte hjemme 21-29 i det første kvartfinaleopgør til Brasov i EHF Cuppen. Nu går fynboerne efter at vinde returkampen i det rumænske.
Ikke meget gik HC Odenses vej i weekendens kvartfinalekamp mod overmagten fra Brasov.
Forsvaret fandt aldrig tilbage til de dyder og takter, som førte til de fire ligasejre i træk, fortæller cheftræner Flemming Larsen.
-
Vi fandt aldrig rigtig melodien i vores forsvarsspil. Vi rammer aldrig noget, hvor vi kan sige, det var de små ting, vi skal justere til. Der kommer hele tiden nogle små fejl på alle positioner i forsvaret, siger Flemming Larsen til tv3sport.dk
-
Vores målmand rammer ikke det højeste niveau, og det er egentlig hovedårsagerne til, at nederlaget løber op i otte mål.
Det dårlige forsvarsspil bragte usikkerhed ind i det orangeklædte mandskab, mener cheftræneren.
- Vi møder et rigtig dygtigt rumænsk hold, som spillede med lidt mere bredde, end vi lige havde regnet med. Specielt deres venstre fløj gjorde det rigtig godt, og generelt havde vi bare svært ved at styre deres angrebsspil.
På en meget svær udebane har HC Odense som målsætning dog at vinde kampen.
Om cifrene så kravler op over de otte mål, anser Flemming Larsen ikke som værende særlig sandsynligt.
- Vi går efter sejren, selvfølgelig gør vi det. Men om vi kan få den samlet sejr, er nok tvivlsomt, slutter han.
På søndag fløjtes returkampen op i det rumænske klokken 17.00.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









