HCM-profil: Vi holdt hovederne koldest

Af: Ritzau
Nerverne blev holdt i ro, da HC Midtjylland på dramatisk vis lørdag eftermiddag sikrede sig begge point i opgøret mod Nordsjælland Håndbold.
Efter to liganederlag i træk og knapt så opløftende tendenser i angrebsspillet, slog HC Midtjylland et smut forbi det nordsjællandske i håb om at kunne tage begge point med hjem til det jyske igen.
Første halvleg viste da også, at det var et pointsultent HC Midtjylland-mandskab, der uden styrmand Kristina Gjessing synes at have godt styr på de neon-grønne nordsjællændere.
Pausestillingen lød på 11-14 til gæsterne, men i løbet af anden halvleg fik hjemmeholdet blod på tanden, og vi spillet sig op på både 24-24, 25-25 og 26-26 inden Martin Hansen kunne sende sin sjette bold i kassen til slutresultatet 26-27.
-
Jeg synes, vi har meget godt styr på det i første halvleg. Men det er jo ikke fordi, vi fører med 10 mål, men vi spiller det, vi kan, og holder os til vores aftaler. Vi får dækket godt op, og får løbet nogen kontraer, og spiller fornuftigt angrebsspil, fortæller bagspiller Kasper Gudnitz til tv3sport.dk.
-
Vi har måske stået i lignende tætte situationer flere gange, end de har. Vi har lidt mere rutine og bedre til at holde hovedet koldt, når det virkelig gælder.
Men som så mange gange før gik gassen af angrebsballonen for HC Midtjylland, der i løbet af anden halvleg fik vist forfærdeligt angrebsspil, mener Gudnitz.
-
Vores angrebsspil går -- som i de foregående kampe -- fuldstændig i stå i anden halvleg, og jeg vil faktisk sige, at det var dårligt angrebsspil fra vores side, der gjorde, at kampen blev så tæt.
-
Selvfølgelig står vi med en god fornemmelse, hvor vi får en masse selvtillid tilbage. Så skal vi vist hjem og have kigget på noget angrebsspil, for det kører ikke helt, afslutter Kasper Gudnitz, der med sine seks mål i kampen lige nu er midtjydernes mest scorende spiller med 69 mål.
De to point luner gevaldigt på såvel selvtillids- som pointkontoen for HC Midtjylland, der begynder at kravle en smule op ad tabellen.
Sammen med SønderjyskE har HC Midtjylland 12 point, og indtager lige nu en delt ottendeplads efter 12 spillerunder.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










