Gå til hovedindhold

HC Midtjylland ydmygede ligaoprykkerne

HC Midtjylland ydmygede ligaoprykkerne

Af: Ritzau

Ligaoprykkerne fra Skive fH blev her til aften savet midt over, da holdet lød ind i et gevaldigt 36-19-nederlag til HC Midtjylland.

Dog hører det med til historien, at Skive fH stadig må se bort fra to af ligaens vel nok mest rutinerede spillere, Andreas Toudahl og Mads Øris Nielsen, der fortsat sidder ude med skader.

Det kunne tydeligt ses på gæsternes angrebsspil. Blot fire gange havde de fået netmaskerne til at blafre bag HCM-keeper Tim Winkler efter godt 20 minutters spil. I samme periode havde HC Midtjylland nettet 10 gange.

17-11 lød pausestillingen på, men herfra stoppede ydmygelsen langt fra for Simon Sørensens Skive-tropper.

Godt otte minutter inde i 2. halvleg udbyggede hjemmeholdet føringen til 22-12. Føringen blev blot udbygget eftersom halvlegen skred frem.

Med de to point på kontoen rykker HC Midtjylland op på sjettepladsen i Boxer Herreligaen med seks point efter fem kampe.

Skive fH står fortsat uden point i deres fem kampe, og skraber derfor bunden i ligaen.

Kampens topscorer blev hjemmeholdets Kasper Kvist med otte scoringer.

Andre gode nyheder