Gå til hovedindhold

Hansens PSG slår Landins Kiel i bronzedyst

Hansens PSG slår Landins Kiel i bronzedyst

Af: Ritzau

Final4-debutanterne Paris Saint-Germain med Champions League-topscorer Mikkel Hansen rejste hjem fra Köln med en bronzemedalje om halsen efter en 29-27-sejr over THW Kiel.

Taberne af lørdagens to højspændte semifinaler krydsede søndag eftermiddag klinger i kampen om bronzemedaljerne ved Final 4-stævnet i Köln.

De tidligere tredobbelte Champions League-mestre fra THW Kiel har ellers ikke særlig gode erfaringer med netop at stå i bronzekampe i verdens fornemmeste klubturnering.

Én ud af syv gange har de forladt kampen med metal om halsen -- denne søndag måtte den tyske bundesligaklub da også se sig besejret af Paris Saint-Germain.

Allerede små to minutter inde i opgøret bød bronzekampen på den første rene danske duel. Mikkel Hansen brændte det første straffekast på landsholdskollegaen Niklas Landin, men reposten røg lige ud i favnen på Hansen, som efterfølgende kunne gøre det til 2-1.

I første halvleg stod der Paris Saint-Germain på det meste. Føringerne undervejs sneg sig op på både 8-4 og 12-7, hvor der også blev sjælden spilletid til forsvarsgeneralen Henrik Møllgaard i angrebet.

Ungarske Sergiy Onufrienko lukkede og slukkede første halvleg med sin femte scoring til 15-11.

Efter pausen steppede THW Kiel-spillerne gevaldigt op og fik hurtigt hentet den franske føring.

Dominik Klein, som har vundet Champions League tre gange med THW Kiel, bragte de zebrastribede i front med 20-21.

Føringerne lå og vippede frem og tilbage de sidste 10 minutter, men da Mikkel Hansen tyrede sin 10. fuldtræffer i kassen til 29-27 med to minutter tilbage, var kampen lukket.

Det er anden gang, Mikkel Hansen forlader Final 4-stævnet med en bronzemedalje om halsen.

I sæsonen 2011/2012 vandt han sammen med AG København bronzekampen over tyske Füchse Berlin.

Andre gode nyheder