Gå til hovedindhold

Håndboldkvinderne kører Ukraine over i VM-testkamp

Af: Ritzau

Sandra Toft havde en af de helt store dage i målet, da Danmark lørdag slog Ukraine med 35-18 i en VM-testkamp.

Selv om modstanden var begrænset, da Danmarks håndboldkvinder lørdag eftermiddag mødte Ukraine i en testkamp forud for den kommende VM-slutrunde, så blev det ikke desto mindre til en sikker storsejr på 35-18.

Det var blandt andet takket være stærke målmandspræstationer, at målforskellen endte med at være så markant.

Særligt Sandra Toft havde en stor dag i målet. I første halvleg stod hun med en redningsprocent på hele 55 procent. Hun fik dog også god hjælp fra et velspillende forsvar.

Althea Rebecca Reinhardt fik chancen i målet i anden halvleg. Selv om redningsprocenten ikke var helt lige så høj, så hev også hun flere store redninger op af lommen.

I første halvleg var forskellen i kvalitet til at få øje på, og det var både tilfældet offensivt og defensivt. Derfor endte halvlegen med stillingen 17-9.

Det danske landshold fortsatte i høj grad de fine takter i anden halvleg. Den garvede Louise Burgaard spillede en god kamp, der i øvrigt var hendes kamp nummer 125 på det danske kvindelandshold.

VM i kvindehåndbold starter 2. og slutter 19. december. Turneringen bliver afholdt i Spanien.

Danmark er kommet i gruppe med Sydkorea, Congo og Tunesien. Landsholdet møder sidstnævnte 2. december.

/ritzau/

Andre gode nyheder