Gå til hovedindhold

Håndboldherrer spiller ekstra testkamp mod Norge inden EM

Af: Ritzau

Det danske herrelandshold i håndbold skal nu spille to testkampe mod Norge inden EM i januar.

Det var meningen, at de kun skulle mødes en enkelt gang, men nu bliver det til to testkampe mellem Danmark og Norge, inden EM i herrehåndbold begynder i januar.

På sin hjemmeside skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF), at herrelandsholdet ud over den i forvejen planlagte testkamp mod Norge 6. januar også spiller mod nordmændene 8. januar.

Mikkel Hansen og co. skulle i første omgang have spillet mod Egypten 9. januar ved et opvarmningsstævne i Frankrig, men det blev onsdag aflyst grundet frygten for spredning af coronavirus og myndighedernes restriktioner i Frankrig.

De to testkampe mod Norge bliver spillet i Hillerød. Tidligere var planen, at mødet med Norge skulle have fundet sted i Royal Arena.

EM spilles i Ungarn og Slovakiet fra 13. til 30. januar. Danmark spiller sin første kamp på turneringens første dag. Her venter Montenegro. Derudover skal Danmark møde Nordmakedonien og Slovenien i det indledende gruppespil.

/ritzau/

Andre gode nyheder