Gå til hovedindhold

GOG har gravet sig op af krisehul på halvanden måned

GOG har gravet sig op af krisehul på halvanden måned
Scanpix

Onsdag leverede GOG den foreløbige kulmination på en genrejsning efter krisen tidligere på sæsonen.

Af Nikolaj Jensen

70 gange måtte GOG og BSVs keepere fiske bolden ud af målnettet onsdag aften, da hjemmeholdet fra GOG hev en særdeles målrig sejr i land over de danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg.

Det er et billede på, at det lige nu kører rimelig godt for det sydfynske håndboldflagskab, der ellers for halvanden måned siden løb ind i nederlag til oprykkerne fra Tønder, Ribe-Esbjerg og topholdet Aalborg.

På trods af et skadeshelvede er de seneste seks ud af syv kampe vundet for GOG til stor tilfredshed for cheftræner Jakob Larsen.

-Vi er holdt op med at være så resultatfikseret. Vi tænker rigtig meget på at egentlig bare at levere indsatsen i nuet, og så er det egentlig ligegyldigt, hvad der står på tavlen og hvad stillingen siger, fortæller Jakob Larsen til tv3sport.dk.

-Når man er i en bølgedal, er det ikke nogen hemmelighed, at det ikke er så sjovt. Der er en dårlig stemning forstået på den måde, at alle er bevidste om, at man skal gøre alt, hvad man kan for arbejde sig ud af krisen. 

På det seneste har dialogen været i højsædet for de gulblusede, som via mange interne møder og snakke har fået vendt den dårlige stemning og de manglende resultater til smil og sejre.  

-Nu er man aldrig bedre end sin seneste kamp, men vi har ramt et niveau her på det sidste. Vi har reddet på en bølgetop, hvor vi for en halvanden måned siden løb ned i en bølgedal.

-Vi er fuldstændig overbeviste om, at der kommer dage, hvor tingene ikke går, som vi vil. Men vi vil se, om vi kan holde den så lang tid som muligt og spille en december måned på højt niveau.

-I de svære perioder gælder det om at holde fanen højt og kæmpe hver dag til træning. Pludselig vil der komme en sejr, som giver selvtillid. Så vil der komme en sejr til, og så er man inde i en bølgetop, som vi drager nytte af nu. Alle kender deres roller på trods af, vi er ekstremt ramt af skader.

I onsdagens ligakamp mod Champions League-holdet og danmarksmestrene fra Bjerringbro-Silkeborg viste GOG endnu engang, at de havde løbeskoene spændt rigtigt på.

Det var dog tydeligt for Jakob Larsen, at de midtjyske gæster var mærket ovenpå weekendens store Champions League-afklapsning til FC Barcelona.

-BSV viste i søndags tegn på, at man kan lirke deres defensiv op, der er ekstrem aggressiv, offensivt og vildt. Der er ingen tvivl om, at det var en hård tur i Spanien, hvor de havde en dårlig oplevelse.

-Vi kunne genere den saft og kraft, der skulle til for at slå BSV og så er det svært selv for et dansk mesterhold, der mod os var udkørt både mentalt og fysisk, slutter han.

Sejren bringer GOG op på syvendepladsen á point med Ribe-Esbjerg, TTH Holstebro og HC Midtjylland i 888-Ligaen.

/ritzau/

Andre gode nyheder