Gå til hovedindhold

Frankrig tog revanche over de russiske OL-guldvindere

Frankrig tog revanche over de russiske OL-guldvindere
FOTO: SCANPIX

Af: Web

Frankrig tabte den olympiske finale i kvindehåndbold til Rusland i Rio. Men søndag eftermiddag tog Les Bleus revanche i Horsens ved at besejre russerne knebent 24-22 ved Golden League-stævnet.

Den 20. august stod Rusland over for Frankrig i den olympiske finale i kvindehåndbold.

Søndag eftermiddag i Horsens mødtes de to klassemandskaber så igen ved Golden League-stævnet i Danmark.

Viborg HK's højre back Marie-Paule Gnabouyou viste i opgørets indledning fine smagsprøver på sine kvaliteter.

Franskmanden bombede løs i starten og sendte Frankrig i front med både 1-0, 3-1 og 4-2.

Men herfra tog Evgeni Trefilovs tropper styringen på første halvleg.

De olympiske mestre gik fra at være bagud 2-4 til at føre 9-5, hvor franskmændene i perioden holdt en stor scoringspause på knap 10 minutter.

I halvlegens døende minutter fik Frankrig dog halet ind på russernes føring, hvorfor fløjspiller Amanda Kolczynski lukkede og slukkede til pausestillingen 10-10.

Føringen blev holdt på de russiske hænder kortvarigt efter pausen. Russerne skulle ikke bruge lang tid på at få banket en tremålsføring i hus, men Frankrig gav ikke på noget tidspunkt op.

Siden stilingen 17-17 skiftede føringerne. Opgøret fandt ikke sin afgørelse før til allersidst.

Men Ruslands forsøg på at hive point med hjem i bagagen mislykkedes i det sidste angreb, hvor Ludmila Postnova og co. eksperimenterede med 7 mod 6-spillet. Dog uden succes.

Tomålsnederlaget på 24-22 forlader Rusland, som gik ubesejret igennem OL i Brasilien, uden sejr ved Golden League-stævnet, da man torsdag og lørdag tabte til henholdsvis Danmark og Norge.

Nikolaj Jensen

Andre gode nyheder