Fra stor nedtur til slutrundedebut: Københavnsk kanonkonge er lykkelig

I store dele af sidste sæson skrabede bagspiller Anne Cecilie de la Cour bunden spillemæssigt. Nu er den københavnske højre back klar til at lyne for Danmark i sin slutrundedebut ved EM i Sverige til december.
Skrevet af: Nikolaj Jensen
11 kampe og 15 mål for det danske kvindelandshold har 22-årige Anne Cecilie de la Cour i skrivende stund stående på sit CV.
Men de to tal vil i løbet af december måned stige stødt, hvor den københavnske højre back for første gang skal repræsentere Danmark under et mesterskab.
En skade til Line Jørgensen og et fravalg af Louise Burgaard har banet vejen for Anne Cecilie de la Cour og den to år yngre Mette Tranborg fra SK Aarhus.
-Jeg er selvfølgelig rigtig glad for udtagelsen. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Jeg er megalykkelig og jeg glæder mig helt vildt meget, fortæller Anne Cecilie de la Cour til tv3sport.dk.
Udtagelsen kommer ovenpå et efterår, der har budt på blandet spil landsholdsbacken. En fiberskade i maven har blandt andet hæmmet den tidligere Silkeborg Voel-profil i at udfolde sig maksimalt.
Alligevel skubber EM-billetten selvtilliden et stykke op i vejret.
-Det betyder jo alt, og det giver et selvtillidsboost at vide, man skal til EM. Det kan jeg tage med på banen. Jeg er ved at bygge på efter min fiberskade i maven. Det skal nok komme og jeg er sikker på, at jeg er klar, når der bliver fløjtet op den 5. december, understreger hun.
-Der er ikke så meget at gøre andet end at trække vejret og tage én kamp ad gangen. Vi har fået en svær lodtrækning, men hvis man vil vinde noget, skal man vinde over dem alle.
Når Anne Cecilie de la Cour for første gang i en relativ ung alder træder ind på den helt store internationale håndboldscene, giver det noget tryghed, at hun har klubkammeraterne Anne Mette Hansen og Louise Svalastog med.
Især sidstnævnte har stor betydning for højre backen.
-Jeg har spillet nogle landskampe før. Jeg ved godt, hvordan set-uppet er og hvordan det fungerer. Jeg har ikke prøvet en slutrunde før, men jeg ved cirka, hvad der venter.
-Det handler også om ikke at tænke for meget over det, for så kan man hurtigt komme til at køre det op og så bliver man nervøs.
-Jeg læner mig meget op ad Svala (Louise Svalastog red.) til vores egne kampe. Det er dejligt, hun er med selvfølgelig sammen med Anne Mette Hansen, der er på alder med mig, slutter hun.
Danmark åbner med en kamp den 5. december mod Montenegro, der sammen med Ungarn og Tjekkiet udgør Gruppe C.
København Håndbold spiller onsdag aften sin sidste ligakamp inden EM-pausen, når de møder FCM Håndbolds vicemestre.











