Gå til hovedindhold

Fra Hamburg til DM-guld: Himmel/helvede tur retur

Fra Hamburg til DM-guld: Himmel/helvede tur retur

Af: Ritzau

Bjerringbro-Silkeborg-spilleren Allan Damgaard startede sommeren i HSV Hamburg, men sluttede foråret med et dansk mesterskab i en sæson, der har været en følelsesmæssig rutsjebanetur.

31-årige Allan Damgaard tog i sommer springet væk de trygge danske rammer og sprang ud i det store håndboldudland.

Turen gik til den tyske traditionsbundesligaklub HSV Hamburg, og der var lagt op til en stor sæson i verdens stærkeste håndboldliga.

Men efter landsholdspausen i slutningen af januar måned i år sluttede, måtte Champions League-mestrene fra 2014 dreje nøglen om og begære sig konkurs, hvilket satte en stribe stjernespillere fri på markedet.

Danske Allan Damgaard skrev hurtigt under med Bjerringbro-Silkeborg med hvem, han få måneder efter kunne løfte klubbens og karrierens første danske mesterskab.

  • Jeg vil sige, det har været himmel og helvede tur retur for at være helt ærlig. Det hele startede som en drøm. Det kørte fantastisk i Hamburg, men de går konkurs, indleder Allan Damgaard overfor tv3sport.dk.

  • Det har ikke været noget drømmeforår for mig, men det er som om, jeg har lagt på lag på og pludselig får jeg også en afgørende rolle på holdet, som jeg egentlig gerne vil have.

På sin gamle hjemmebane i Gråkjær Arena kunne Allan Damgaard med BSV-truppen hæve danmarksmesterskabet og efterlade sølvmedaljerne til Team Tvis Holstebro, som Damgaard forinden spillede tre sæsoner i.

Håneretten er nu altid dejlig at have i baghånden, understreger BSV-profilen.

  • Nu står jeg med DM-guldet, som jeg altid har drømt om. Selvfølgelig er det lidt følelsesmæssigt for mig, at jeg bor i byen, og har spillet tre år for klubben som anfører i sommers.

  • Jeg har kæmpe respekt for det arbejde, de har lavet her i Tvis i år. Men jeg er mega glad for, at det er mig, der trak det længste strå. Så jeg har lidt håneretten overfor de gamle drenge, smiler Damgaard.

Spørgsmål: Hvordan er det som grundspillets nummer fem at tage røven på de andre mesterskabs- og medaljekandidater?

  • Det er en fucking fornøjelse -- helt seriøst. Der er ikke nogen, der havde os som favoritter, som vi har spillet. Vi har hele tiden haft troen på egne evner. Jeg synes, det er mega fedt det, vi har lavet de sidste par måneder. Vi skal være megastive de næste par dage, udbryder han.

  • Vi har snakket meget om, at det gælder om at toppe det på rigtige tidspunkt. Vi har materialet til at blive mestre, som vi ser nu. Det gjaldt for alle om at finde de roller på holdet, man havde. Så må man bare sige, at det hele gik op i en højere enhed, slutter Allan Damgaard.

I januar måned indgik Allan Damgaard en 2 ½ årig aftale med Bjerringbro-Silkeborg.

Andre gode nyheder