Gå til hovedindhold

Flensburg tæt på ny fiasko i Bundesligaen

Flensburg tæt på ny fiasko i Bundesligaen

Af: Ritzau

Med få sekunder tilbage sikrede Henrik Toft Hansen Flensburg-Handewitt det ene point i kampen mod Füsche Berlin på hjemmebane.

Danskerklubben Flensburg-Handewitt er kommet på en alvorlig slingrekurs i Bundesligaen, og i går aftes var holdet meget tæt på at tabe for tredje gang i træk i den tyske liga.

Fredrik Petersens Füsche Berlin gæstede Flens Arena for at revanchere de to seneste indbyrdes opgør, som begge er endt med lutter Flensburg-sejre.

Langt henad vejen så det da også ud til, at hovedstadsklubben noget overraskende ville snuppe begge point med hjem i bagagen, og det til trods for at Flensburg-Handewitt i weekenden fuldstændig udspillede Mikkel Hansens PSG-mandskab 39-32 i Champions League.

14-18 lød den overraskende pausestilling på til gæsterne, der satte hjemmeholdet fuldstændig til vægs. I de døende minutter af den neglebidende spændende affære, bragte gæsterne sig i front med 28-30.

Men to mål af henholdsvis Lasse Svan Hansen og Henrik Toft Hansen sikrede Flensburg det ene point.

Efter syv spillerunder har Flensburg indkasseret to nederlag og spillet en enkelt kamp uafgjort, hvilket sender grænseklubben på en sjetteplads i Bundesligaen.

Füsche Berlin, der dog har spillet en kamp mindre, rangerer i øjeblikket en plads over Anders Eggert og co. Arkivfoto.

Andre gode nyheder