Flensburg tog historisk sejr over Kiel

Af: Ritzau
For første gang i 13 år har Flensburg-Handewitt sejret på udebane over THW Kiel i en Bundesliga-kamp. Med søndagens 26-28-sejr melder Anders Eggert og co. sig for alvor ind i mesterskabskampen.
I den tyske Bundesliga har der traditionelt hvilet en forbandelse over Flensburg-Handewitt, når modstanderen på udebane var de 20. dobbelte tyske mestre fra THW Kiel.
Ikke siden 2003 har den nordtyske danskerklub forladt Sparekassen Arena med en sejr i bagagen -- men en stor håndfuld kampe og en del år senere brød Flensburg-Handewitt i går endelig den negative statistik og vandt.
Det så ellers ud til, at THW Kiel skulle snuppe hjemmebanesejren efter en pauseføring på 14-12. Men efter pausen gik zebraerne i stå og overlod scenen til Flensburg-Handewitt.
Danske Thomas Mogensen gik forrest og bragte Flensburg i front med fem kasser. Selv om slutfasen alligevel blev en anelse spændende, så rokkede det ikke ved en historisk sejr til gæsterne.
Nu er det blot ét enkelt point, som skiller Rhein-Neckar Löwen på Bundesligaens førsteplads og Flensburg-Handewitt ad. Duksene har 50 point, mens danskerklubben har 49.
Svenske Niclas Ekberg blev kampens topscorer med syv mål. Flensburg-Handewitt er i øvrigt ubesejret i de seneste 14 Bundesliga-kampe -- det seneste nederlag kom til duksene fra Löwen den 2. december sidste år.
Kiel indtager tredjepladsen med 46 point.
Der resterer blot tre spillerunder.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






