Gå til hovedindhold

Femte sejr på stribe: Odense bider sig fast i toppen af dameligaen

Femte sejr på stribe: Odense bider sig fast i toppen af dameligaen
Foto: Nikolaj Jensen

Af: Nikolaj Jensen

Odense Håndbold spillede sig fredag aften op i den sjove ende af tabellen, da fynboerne på Vesterbro ude mod ligaoprykkerne fra Ajax København sikkert kørte en 23-33-sejr i land.

VESTERBRO: Efter en svær pointmæssig start på den nye sæson med tre nederlag i rap efter premiere-pligtsejren over Aarhus United, er Jan Pytlicks stjernespækkede mandskab for alvor ved at etablere sig i den ende af tabellen, hvor topholdene FCM Håndbold, København Håndbold og Team Esbjerg befinder sig.

Fredag aften blev det til den femte ligasejr i træk, da Ajax København stod for skud og modtog sæsonens niende nederlag.

Ret hurtigt fik Stine Jørgensen og co. styr på sagerne i Bavnehøj Hallen, hvor de mange medrejsende Odense-fans med sang og trommespil sørgede for god opbakning til deres mange stjerner.

Hjemmeholdet fik skrabet kampens første scoring i netmaskerne, men herfra tog Odense ejerskab af kampen, og udnyttede Ajax’ efterfølgende 10 minutter lange scoringspause til at tyre sig i front med 1-5.

De hvidklædte Ajax-spillere havde sit hyr med at spille sig forbi det sammentømrede og kompakte fynske forsvar, der stiller med ingen ringere end landsholdstrioen Mette Tranborg, Kathrine Heindahl, Stine Jørgensen og rutinerede Kamilla Kristensen i midterforsvaret.

Den norske keeper Emily Stang Sando gjorde med sine parader og redningprocent på omkring de 47 heller ikke livet lettere for Ajax-spillerne i første halvleg, der fik en masse demotiverende kontrascoringer smidt lige i hovedet.

Kontrollen i kampen fik Jan Pytlick til at udnytte og ikke mindst bruge sin bænk, der unægtelig er blevet en anelse smallere efter bagkædeduoen Nadia Offendal og norske Maja Jakobsen sidder ude med skader.

På vej mod pauseføringen på 10-17 fik både Stine Jørgensen og Kathrine Heindahl hvil på bænken, mens tilbagevendte Mie Højlund, der kæmper en brav kamp for at blive sin skulderskade kvit, fik en del spilminutter.

Syvmålsføringen blev hurtigt efter pausen udbygget til både otte og ni mål.

Ajax-playmaker Nikoline Brøns måtte grave dybt i værktøjskassen for finter og systemer, der skulle prøve at lirke Odenses forsvarsmur op. Ajax sled og slæbte for at komme til nogenlunde chancer, mens det gled noget mere i olie for odenseanerne i den anden ende.

I løbet af anden halvleg kravlede føringerne både op på 10 og 11 mål. Ajax måtte bare se sig overgået af Odense-mandskaber, som i landstræner Klavs Bruun Jørgensens for nylige offentliggjorde bruttotrup frem mod VM kunne bryste sig af at have seks navne stående.

Timålssejren på 23-33 sender Odense Håndbold op på á point med Viborg HK, København Håndbold og Team Esbjerg, der alle fire står noteret for 12 point.

De to sidstnævnte duellerer i morgen, lørdag, på Frederiksberg, mens ligaduksene fra FCM Håndbold på hjemmebane tager imod franske Brest i kvindernes Champions League.

En kamp du kan se følge og se direkte med optakt fra Ikast på TV3 MAX og Viaplay fra klokken 13.15.

Andre gode nyheder