Gå til hovedindhold

FCM Håndbold forlænger med dansk landsholdsspiller til 2018

FCM Håndbold forlænger med dansk landsholdsspiller til 2018
Scanpix

Det er lykkes FCM Håndbold at holde på landsholdsbagspilleren Louise Burgaard, der har forlænget kontrakten frem til sommeren 2018.

Af Nikolaj Jensen

Én af dansk kvindehåndbolds helt store kanoner har fået sin fremtid på plads.

24-årig Louise Burgaard, der lige nu kæmper sig tilbage i topformen, har valgt at skrive under på en etårig kontraktforlængelse med FCM Håndbold, hvorfor hun ikke udnytter den klausul, der lå i den første kontrakt, skriver klubben på sin hjemmeside.

-Jeg er rigtig glad for det, for jeg er glad for at være i FCM. Det giver mig noget ro, at jeg kender min fremtid. Det er jeg meget glad for, fortæller Louise Burgaard til klubbens hjemmeside.

-Jeg er en person, der gerne vil tage ansvar på og uden for banen. Selvfølgelig er der nogle, der har været her længere end mig, men jeg vil gerne være med til at tage kulturen videre og fastholde den i fremtiden.

På ledelsesgangen i FCM Håndbold er der også stor jubel at spore ovenpå kontraktforlængelsen.

-Det er med stolthed i stemmen, at vi kan forlænge med Burgaard indtil sommeren 2018. Det er vi usandsynligt glade for, understreger sportsdirektør Stefan Kristensen.

-For os handler det om, at Louise Burgaard er en central del af FCM Håndbold. Både i spillet og i kulturen. Vi vil gerne bevare kontinuitet i spillertruppen, og der er hun helt klart en central spiller, siger han.

FCM Håndbold har allerede sagt farvel til én af klubbens helt store personligheder fra næste sæson.

Landsholdsanfører Stine Jørgensen rykker efter fire år i det midtjyske videre til HC Odense, mens fremtiden for kæmpeprofiler Veronica Kristiansen og Sabine Englert fortsat er uvis, da begge har kontraktudløb efter denne sæson. 

Louise Burgaard kæmper sig lige nu tilbage til topformen efter hun i sidste halvdel af sæsonen sad helt udenfor grundet mental og fysisk træthed.

Men siden VM i december på dansk grund sidste år er Louise Burgaard tilbage i landsholdsbruttotruppen, som Klavs Bruun Jørgensen udtog tidligere i oktober forud for europamesterskaberne til december i Sverige.

Andre gode nyheder