Gå til hovedindhold

Ekstatisk Rasmussen kniber sig stadig i armen

Ekstatisk Rasmussen kniber sig stadig i armen

Af: Ritzau

Kim Rasmussens Bukarest-mandskab vandt i går Champions League, og selvom dagen har stået i fejringens tegn, har den danske træner dårligt nok forstået, hvad holdet har opnået.

  • Jeg må gå ud fra, at det er helt vanvittigt, det, vi har foretaget os, udbryder den nybagte Champions League-mester Kim Rasmussen.

CSM Bukarest-mandskabet har hele dagen fejret Champions League-triumfen, men cheftræner Kim Rasmussen har endnu ikke helt forstået, hvad han sammen med sine spillere har præsteret.

Fire danskere i form af Line Jørgensen, Maria Fisker og trænerduoen Kim Rasmussen og Rasmus Rygaard Poulsen kunne søndag sammen med resten af CSM Bukarest-truppen træde op på den højeste og allerhelligste guldskammel i international kvindehåndbold.

Efter to gange forlænget spilletid og en straffekastafgørelse røg Champions League-guldet rumænernes vej -- men små 24 timer efter afgørelsen har mirakeltræneren Kim Rasmussen ikke helt indset, hvilken bedrift han lige har lavet sammen med sit mandskab.

Hvordan har det været at kalde sig Champions League-mester i godt og vel et døgns tid nu?

  • Det har jeg egentlig ikke kaldt mig selv. Jeg har prøvet at se, om jeg kunne overbevise mig om, at det faktisk er sandt. Men det er lidt svært at få helt ind. Der sker noget hele tiden, og vi har været i gang hele dagen, fortæller Kim Rasmussen til tv3sport.dk.

  • Vi tog af sted klokken halv otte i morges fra hotellet. Nu sidder jeg her og venter på en tv-station, hvor vi skal ind til en times show. Så der har ikke rigtigt været tid til at sætte sig ned og tænke over, hvad det egentlig er, vi har præsteret, hvad vi har gjort, og hvor stort det er.

  • Jeg må gå ud fra, at det er helt vanvittigt, det vi har foretaget os. Jeg håber, en fridag i morgen med lidt golf på programmet kan være med til at få noget ro på, hvor det faktisk går op for mig, hvad vi har præsteret.

Søvn dagen derpå er ikke det, Kim Rasmussen har fået allermest af.

Til gengæld er det strømmet ind med lykønskninger.

  • Det ligger derude og er overalt nu på Facebook og i medierne. Man kan ikke undgå det, men det er ikke rigtigt kommet ind under huden endnu. Men om en time eller halvanden, når vi er færdige med dagens arrangement, så tror jeg sgu, det langsomt begynder at fise ind.

  • Jeg har sovet en time - ellers har jeg faktisk ikke haft noget ro. Så jeg har slet ikke haft tid til at tænke over det. Vi ankom i lufthavnen, hvor det ellers kun normalt er præsidenten og de helt store folk, der får lov at tjekke ind.

  • Vi har kørt i åben bus i Bukarests gader og været på besøg i præsidentboligen. Det er bare kæmpestort, slutter Kim Rasmussen, alt imens han er ved at få lagt make-up af en af sine spillere.

Andre gode nyheder