Gå til hovedindhold

Bukarest-træner om CL: Vi vil gå hele vejen

Bukarest-træner om CL: Vi vil gå hele vejen

Af: Ritzau

Den overordnede målsætning om at nå Final4-stævnet blev i weekenden indfriet for CSM Bukarest.

Nu vil Kim Rasmussen gå hele vejen og løfte Champions League-trofæet den 8. maj.

Mesterskabsbejlerne fra Rostov-Don måtte lørdag erkende, at kvartfinalerne i denne sæsons udgave af Champions League blev endestationen.

Over to kampe var Kim Rasmussens CSM Bukarest-mandskab samlet to mål bedre, og den enorme triumf vil rumænerne have lov til at nyde et par dage.

Men herefter rettes fokus hurtigt ind på den kommende Champions League-semifinale om en lille måned, hvor målet naturligvis er at vinde.

  • I en kultur som Rumænien, er der ingen tvivl om, at Final4 inden sæsonen var vores overordnede mål. Man vil vinde alle håndboldkampe, man spiller hernede, og det er rigtig fedt at være en del af den kultur, udbryder Kim Rasmussen overfor tv3sport.dk.

  • Jeg kender kulturen hernede. Lige nu er vi glade, men hvis vi ikke spiller ordenligt i den næste kamp, så er alt det her glemt, og så er der ballade igen. Sådan er det hernede på de her breddegrader, og det synes jeg, er fint nok.

Forinden det første kvartfinaleopgør mod mægtige Rostov-Don, havde de stærke russere i denne sæson endnu ikke forladt en kamp i Champions League-regi med et nederlag i bagagen.

Den statistisk fik Kim Rasmussen jogget godt og grundigt i, og det er en bedrift, der gør den polske landstræner sindssygt stolt.

  • Rostov har ikke tabt nogen som helst håndboldkampe, før de mødte os, og vi er jo stadigvæk ikke et hold, der er på 100 procent. Vi har blandt andet ikke Line Jørgensen helt klar endnu, så at vi slår Rostov i Rusland, er fuldstændig fantastisk.

  • Jeg synes, det er kæmpestort at tage til Rusland og møde et hold, der har tabt en kamp i år, og det var mod os for en uge siden i den første kvartfinale, og så vinder vi igen.

Er det her det største, der er sket i den trænerkarriere?

  • Nej, det synes jeg ikke. Det er hele er fedt, også de semifinaler og bronzekampe med Polen, vi har spillet. Jeg må jo bare erkende, at min statistik mod russiske hold er ganske gode, smiler Rasmussen, der refererer til, at Polen under verdensmesterskaberne i Danmark sidste år slog Rusland ud i kvartfinalen.

  • Det er bare dejligt som træner at være i stand til at vinde de her kampe, hvor man har kniven for struben, slutter han.

Final4-stævnet løber af stablen i weekenden den 7.-8. maj i Budapest.

Andre gode nyheder