Gå til hovedindhold

Danmark har stor respekt for Tyrkiet

Danmark har stor respekt for Tyrkiet

Af: Ritzau

I morgen aften står det danske kvindelandshold overfor en uhyre vigtig EM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet, som danskerne skal have stor respekt for, vurderer fløjprofilen Ann Grete Nørgaard.

Det er på mange måder nye tider for Danmarks kvindelandshold, der står overfor nogle altafgørende EM-kvalifikationskampe de kommende dage.

Tyrkiet venter i aften på hjemmebane i Århus, mens holdet skal en tur til Portugal søndag.

  • Hvis vi er nervøse torsdag foran vores eget publikum, så får vi satme en kort december måned. Vi skal selvfølgelig smadre igennem og slå Tyrkiet, men vi skal også have respekt for dem, fortæller Ann Grete Nørgaard til tv3sport.dk.

Trænerteamet Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind har den seneste uge haft god lejlighed til at få set sine landsholdsspillere an blandt andet via to testkampe mod makedonske Vardar Skopje i sidste weekend.

Roen som det tidligere AG København-makkerpar bringer til holdet, kan tydeligt mærkes, pointerer Ann Grete Nørgaard.

  • De er meget rolige og klare i, hvad det er, vi skal gøre, og hvad der er prioriteterne. Så jeg har et godt indtryk, og jeg synes, vi fik en masse gode ting med nede fra træningssamlingen i Skopje, mener 'AG' og påpeger:

  • Men det handler meget om at få vores spil til at fungere. Specielt defensivt skal vi finde mere tryghed i det offensive forsvar, som vi gerne skulle mestre bedst muligt til december.

Dog er det vigtigt ikke at gå helt i panik, hvis spillet i morgendagens vigtige landskamp ikke er helt så sprudlende, som man kunne ønske sig, understreger Viborg-fløjen.

  • Jeg tror ikke, der er nogen, der tænker, at vi skal peake mod Tyrkiet. Det er naivt at tro. Det handler om rå fight, vildskab, vi skal smadre igennem, og vi vil give tyrkerne en masse fysik. Der er vi overlegne, understreger AG og uddyber:

  • Vi skal peake til december. Vi skal vinde over Tyrkiet, men vi har spillet to træningskampe, og vi er et stykke fra der, hvor vi skal være, og det er naturligt. Men vi skal arbejde stenhårdt i de to gange 60 minutter af de to kampe, vi har, vinde dem og bruge dem frem mod VM, slutter landsholdsfløjen.

Danmark udgør sammen med Tyrkiet, Portugal og Rusland EM-kvalifikationsgruppe 6.

Gruppens nummer ét og to kvalificerer sig til næste års europamesterskab i Sverige.

Andre gode nyheder